Farvel til Essential Phone

Kinesiske børn overvåges overalt

Det er ikke nogen hemmelighed, at Kina er ved at forvandle sig til verdens mest ”big brother” prægede land. Hvad vi ser på centrale gader og pladser i Danmark – eller på hvert gadehjørne i London – er for intet at regne sammenlignet med Beijing, Nanking, Shanghai, Dalian, Shenzhen osv.

Kina har allerede monteret mange millioner overvågnings-kameraer på offentlig steder. Mange af dem er koblet direkte op til computere, der kan genkende forbipasserende mennesker på deres ansigt eller måde at gå på.

Kina praktiserer også aktiv censur af internet. Hvis vesterlandske sociale medier og søgemaskiner som Google vil ind på verdens største online marked, må de acceptere, at de kinesiske myndigheder kan kigge med.

Et tredje og nyt kinesisk initiativ må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på forældre og friheds-elskende danskere. Kina eksperimenterer nemlig med elektroniske chips i skolebørns tøj, så man har tjek på, hvor børnene befinder sig døgnet rundt.

I Kina går alle skolebørn i uniform. Det gør det nemmere at indbygget sporings-chippene, for de kan jo allerede være der, når man køber nyt skoletøj. F.eks, når små børn skal begynde i første klasse, eller når ungerne kommer videre i mellemskole, gymnasie osv. De har alle forskellige farver på uniformerne.

De “intelligente uniformer” prøvebæres i øjeblikket i 10 skoler i Kinas sydvestlige Guizhou provins. De er udviklet af Guizhou Guanyu Technology Co og indeholder hver to chips og giver trådløst besked til lærere, forældre og myndigheder, hvor bærerne befinder sig rent geografisk.

Sådan reklamerer Guizhou Guanyu Technology med sine intelligente skole uniformer.

Guanyu Technology forsøger at sælge varen ved at hævde, at systemet forbedrer børnenes sikkerhed og tilstedeværelse ved undervisningen. Men systemet sender f.eks. også en automatisk stemme alarm, når barnet forlader klasseværelset – om det så er for bare at gå i gården.

Snedige børn skal slet ikke forsøge at snyde – f.eks. ved at bytte uniformer med en kammerat. Hver uniform er ”bundet til” er bestemt barn via ansigts-genkendelse. Går barnet igennem en skanner-sluse ved f.eks. skolens port, vil identiteten blive tjekket på brøkdele af et sekund. Er der et uoverensstemmelse mellem tøj og bærer, slår alarmen straks til.

Det nytter heller ikke at sætte uniformerne på kogvask ved en fejltagelse. Tøjet vil formentlig nok krybe, men de integrerede chips tager ikke skade. De kan tåle 500 gange vask og tørretumbling ved temperaturer op til 150 grader Celsius.

 

Ifølge den kinesiske avis “The Global Times” har de ”intelligente uniformer” allerede været i hemmeligt brug i et par år. I den tid har de for længst vist deres værd: ”Tilstedeværelsen i klasseværelset er steget mærkbart”, som kineserne udtrykker det.

Systemet fra Guizhou Guanyu Technology bruges indtil videre kun på skolernes areal, men der er intet i vejen for, at det kan bruges til at overvåge børn og unge efter skoletid. I deres fritid, til sport, kæresterier – og hvem de omgås med.

Årsagen til, at dette næste trin i hvert fald ikke officielt er taget, er, at det vil kræve mange mennesker til at holde øje med hundreder af millioner skoleelever.

På den anden side praler Kina gerne af, at man er helt på forkant i anvendelsen af kunstig intelligens. Den vil helt sikkert kunne bruges til at overvåge de unge mennesker døgnet rundt.

Det er sgu uhyggeligt….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til Essential Phone