Lav en elcykel på få minutter

Fin føde på koge-programmet

Der er dem, som mener, at en vaskemaskine er et udmærket farve-tv. Især, når den er indstillet på et kulørt program.

Nu er der så også faldet beviser for, at vaskemaskiner er glimrende at lave varm mad i. Blot man undlader centrifugering, medmindre formålet er at producere millionbøf.

En studerende på Bezalel Academy of Arts and Design i Israel har nemlig opfundet en særlig Sous La Vie pose, som man kan bruge til at koge fødevarer som fisk, kød og grøntsager i. Gerne i en vaskemaskine, hvis der er en ledig i nærheden.

Som navnet fortæller, benytter Iftach Gazit den såkaldte Sous Vide kogeteknik, hvor madvarer tilberedes langsomt og ved ret lave temperaturer. Slow Food ganske enkelt.

Gazit anbringer madvarerne i vakuum-forseglede poser, der er fremstillet af vandtætte materialer – Tyvek papir plus en plastik-lag.

I princippet kan man sagtens vaske tøj i samme vaskemaskine, som man koger sin mad i. Sous La Vie posen forhindrer jo vaskepulver og skyllemiddel i at trænge ind og krydre madvarerne – og på samme tid forhindrer posen madens farvestoffer i at give det hvide tøj uden for posen en uønsket kulør.

Ifølge den israelske opfinder er forholdene i en vaskemaskine meget lig den, man finder i et Sous Vide kogebad.

Hvis man har kød, der kræver lang tilberedningstid, sætter man vaskemaskinen på et program til syntetiske klæder. Grøntsager klares på vaskemaskinens uld-program eller lyn-program.

Iftach Gazit kom på ideen, da han hørte en hjemløs beskrive alle de mange gode ting, man kunne bruge et offentligt møntvaskeri til:

Dér kan man få rengjort sit tøj, fylde sine vandflasker op, bruge toilettet, låne en stikkontakt til barbermaskine og mobiltelefon – og hvis man var heldig – også til at gå på trådløst internet i.

Så, hvorfor ikke til at at lave mad i? Ja – hvorfor ikke….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lav en elcykel på få minutter