Kina sidder på chippene

Stor lyd fra lille kugle

(Foto: UB+)

I de senere år har de franske Devialet højttalere vakt betydelig opsigt på grund af deres jetmotor-lignende design og evne til at spille meget højt uden forvrængning.

Ulempen ved Devialet Phantom har imidlertid været priserne. Alt efter model fra 9.000 til 60.000 kroner stykket. Det begrænser køberskaren meget.

Hvis man har forelsket sig i Devialets strømlinede design, er der måske en billigere løsning på vej fra Singapore.

Her ligger UB+, der har lanceret en kuglerund højttaler med mange mindelser om Devialet inklusive det særlige dobbelt-bas system.

(Foto: UB+)

UB+’s DB højttaler – DB for Double Bass – har dog ikke to bas-enheder siddende efter hinanden som Devialet, hvor de skubber luften og lyden mellem sig i et såkaldt push-pull system.

DB nøjes med en enkelt aktiv basenhed på 4,5 tommer og to passive ”radiatorer” i siderne, som forstærker de dybe toner.

 

Meget mere er der heller ikke plads til. Den nye højttaler fylder nemlig mindre end en fodbold – 185 mm i diameter.

Indendørs er der også plads til en 1,5 tommers diskant, en digital forstærker på 60 watt og fire batterier på hver 2.500 mAh , der skal sikre op til 20 timers musik-afspilning på en opladning.

(Foto: UB+)

UB+ reklamerer med, at DB er bærbar og kan tåle at blive brugt udendørs. Den er vand- og støvtæt efter IP55 certifikationerne, hvilket vil sige, at højttaleren ikke tager skade af lidt regn eller vandplask. Man skal dog ikke tage den med ud at bade.

Fabrikanten hævder, at kuglen leverer lydkvalitet i audiofil klasse. Frekvens-området går fra 40 til 20.000 Hz, og man kan opnå lydtryk på 93 dB.

Det er ikke helt så larmende som de berømt/berygtede danske Soundboks, men alt rigeligt til haven eller små parties. Er det ikke nok, kan man koble op til otte UB+ DB sammen trådløst.

Double Bass højttaler-kuglen benytter det allernyeste Bluetooth 5.3 til at streame musik trådløst fra f.eks. mobiltelefon. Betjeningen foregår så via en medfølgende app.

Alternativt har højttaleren også et 3,5 mm audio-stik, hvor man via kabel kan forbinde f.eks. et tv, et stereo-anlæg – ja selv en pladespiller.

UB+ forsøger i øjeblikket at skaffe kapital til en storproduktion via Crowd Funding på iværksætter platformen Kickstarter.

Her kan interesserede forudbestille et eksemplar af DB for 251 singapore dollars, hvilket svarer til godt 1.300 danske kroner. Det er jo noget billigere end en Devialet. Levering skal ske i september….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kina sidder på chippene