Jeep bliver elektrisk
Hvis man ser bort fra rent elektriske projekter som Tesla, Rivian og Fisker, hinker USA noget efter kinesere og europæere i forvandlingen af sin bilpark fra osende benzin til rent el.
Nu har noget det allermest amerikanske ændret mening. Fra begyndelsen af næste år kommer den første Jeep med elektrisk motor. Komplet med fire-hjuls-træk og det klassisk klodsede design.
Jeep har udsendt de første to billeder af den elektriske nyhed. Undervejs har man glemt at fortælle, hvad vidunderet skal hedde. Design-mæssigt ligner den noget midt imellem en Jeep Cheerokee og en Range Rover Evoque.
Jeep bliver derfor forløber og pioneer for den globale Stellantis koncern, der er opstået som en fusion af Chrysler i USA med bl.a. Jeep, RAM og Dodge i stalden og PSA i Europa med Peugeot, Opel, DS; Citroën, Maserati, Alfa Romeo og Fiat.
De europæiske del af koncernen er for længst i gang med elektriske modeller, men nu får de altså også yankee opbakning fra næste år.
Senere skal Stellantis ifølge sin nye ”Dare Forward 2030” plan forvandle koncernen til en 100 procent elektrisk fabrikant med mindst 25 forskellige modeller på batteri – alene til det amerikanske marked. I 2030 håber Stellantis at producere fem millioner elbiler.
Den første Jeep på strøm ventes at køre samme STLA Small platform, der også benyttes af flere europæiske elbiler i familien. Det vil sige et batteri på 82 kWh og 470 kilometers rækkevidde.
I 2024 vil Jeep følge efter med mindst to elbiler mere. Den ene bliver en mere rå offroad variant – den anden en større livsstils-orienteret SUV….
Ingen kommentarer endnu