Folde-mobil til den stil-bevidste
Smartphones er efterhånden så udbredte, at man ikke længere kan tale om, at de er et modefænomen. Snarere er de en dagligdags ting på linie med tandbørsten og tv-apparatet.
En gang imellem lykkes det dog at forvandle mobiltelefoner og deres tilbehør til et mode-fænomen. Det skete f.eks, da de første helt trådløse øretelefoner kom på markedet. De blev hurtigt betragtet som cool og trendy, samtidig med at de var praktiske uden de generende lange og tynde ledninger, der altid ender som en gang spaghetti.
Samsung forsøger nu etablere sin nye Galaxy Z Flip telefon som en ny modetrend. Det kan meget vel være det lykkes. Specielt, når man tager Motorolas ligeledes nye Razr med. Tilsammen kan de måske gøre klap-mobiler til noget, alle bare skal have i lommen og i hånden.
Mens Motorola pønser på at lancere sin sorte Razr i en gylden udgave, der skal få den til at se mere kostbar ud, er det allerede lykkedes for Samsung:
Den russiske mobil-forædler Caviar har nemlig klædt Galaxy Z Flip i ægte guld eller titanium og kulfiber. Desuden har Caviar anbragt billeder fra den nye biograffilm ”Joker” på sin skægge Samsung variant. Den vandt to Oscars forleden – for bedste mandlige hovedrolle og bedste musik.
Samsungs eget forsøg på at gøre Z Flip moderigtig er noget mere diskret. Den sydkoreanske gigant har allieret sig med modehuset Thom Browne i New York for at skabe en Limited version af sin nye folde-mobil.
Den nye Samsung fås normalt enten i Mirror Black eller Mirror Purple. Den særlige Galaxy Zip Flip Thom Browne Edition fremtræder imidlertid i mat sten-gråt med striber i mode-brandets tre signatur kulører.
For at gøre outfittet perfekt kan man så også købe Galaxy Watch Active2 uret og de nye trådløse Galaxy Buds+ øretelefoner i samme Thom Browne stil.
Næste spørgsmål er så, hvilken bil der passer bedst til den Samsung / Browne klædte forretnings-mand eller business-kvinde? Måske en Tesla i samme diskrete farve eller en limousine fra Hyundais luksus-mærke Genesis. For at blive i henholdsvis USA og Sydkorea.
I de ydre mærker man også Thom Browne inspirationen i, at telefonens glas-cover har fået et ekstra lag i læder som overtøj. Indendørs fortsætter den på skærmen, hvor man ser mode-brandets ikoniske hvide rullegardiner åbne og lukke sig fra top til bund, hver gang telefonen bliver tændt eller slukket.
Thom Brownes mode-verden kredser ofte omkring 1950’ernes og 60’ernes stil i kontor-møbler, teknologi og farver. Tænk f.eks. på kult-serien ”Mad Men” på tv. Derfor er app-ikonerne på den særlige Zip Flip f.eks. udført i skrifter, der var topmoderne for 70 år siden.
Desuden kan man lægge tidstypiske lyde fra dengang på de funktioner, man bruger mest på sin folde-telefon – ringetoner til eksempel. De kan komme til at støje som en mekanisk skrivemaskine eller som høje hæle, der tripper hen over et marmor-gulv. Illusionen skal være perfekt. Det gælder naturligvis også et udvalg af skærm-baggrunde, der passer til Thom Browne atmosfæren.
Thom Browne er et dyrt i tøj og ejes i dag af den italienske luksus-skrædder Ermegildo Zegna. Samsung varianterne kommer derfor også til at koste meget mere end standard udgaverne af folde-telefon, smartwatch og øretelefoner.
Samsung oplyser, at den limiterede og klassisk moderigtige Z Flip kun sælges på nogle få udvalgte markeder. Umiddelbart ser Danmark ikke ud til at være et af dem.
Hvis man vil have fat i Thom Browne telefon, smartwatch eller øretelefoner, må man derfor gå til Samsungs amerikanske hjemmeside, til mode-mærkets online-shop (www.thombrowne.com) eller besøge Net-A-Porter og Mr. Porter på nettet. De skal komme i handelen til marts….
(Indledningsfoto til artiklen: Samsung)
Ingen kommentarer endnu