Shinola er til god pop musik
Det amerikanske livsstils-brand Shinola koncentrerer sig normalt om at bygge armbåndsure, smykker, cykler og forskellige moderigtige accessoires, men begiver sig nu ud i musikalsk terræn med sin første pladespiller.
Den er udviklet som en hyldest til Shinolas bysbarn fra Detroit – den legendariske pop- og R&B-sanger Smokey Robinson. Smokey, der i dag er 79 år, har bl.a. leveret verdenshits som ”The Tracks of My Tears”, ”Second That Emotion”, ”My Guy” eller Beatles’ “You Really Gotta Hold on Me.”
Når man bygger musikalske gadgets opkaldt efter sådan en kapacitet som Smokey , må udstyret være noget helt særligt. Det er Shinola Limited Edition Smokey Robinson Turntable” skam også.
Den klassisk designede pladespiller er først og fremmest bygget i hånden af førsteklasses materialer. Dernæst fremstilles den kun i 25 nummererede eksemplarer, der koster mindst 3.000 dollars – ca. 20.000 kroner. Prisen er afhængig af, hvilken pick-up man køber den med – eller om man får grammofonen leveret uden diamant-nål.
Hvis ens kærlighed til Smokey Robinsons Motown-typiske pop er tilstrækkelig stor, kan man også købe et matchende Shinola ur. Det har samme karakteristiske blå markeringer som pladespiller. Dertil kommer selvfølgelig en passende samling af Smokey plader på vinyl – først fra sin tid som forsanger i Miracles og senere som solist.
Shinola pladespilleren er bygget solidt i rustfrit stål, aluminium og hvid eg. Desuden markerer en lille plakette med Smokey Robinsons autograf, at man her står med en ganske speciel grammofon.
Nyheden er (selvfølgelig) bæltedrevet – det siger Hi-Fi entusiaster er bedst. Betjeningen er manuel, og pladespilleren indeholder en egen phono for-forstærker, så den uden problemer kan forbindes både til ældre og nye stereo-anlæg.
Bluetooth og andre trådløse finurligheder er der intet af. Det her er en Hi-Fi pladespiller, som hylder klassiske dyder. Fornemt håndværk og høj musikalsk kvalitet. Præcist, som Smokey Robinsons karriere fra 1955 og op til nu, selvom det efterhånden er sjældent, man hører nyt fra den aldrende hitmager.
Undervejs gennem de mange år har Smokey bl.a. arbejdet sammen med Miracles, Supremes, Temptations, Beatles, Elton John, Linda Ronstadt, Aretha Franklin, Marvin Gaye eller Four Tops. Der er altså masser af god musik at afspille på Shinolas seneste påfund….
(Indledningsfoto til artiklen: Shinola)
Ingen kommentarer endnu