Lyden følger dig rundt i lokalet

Internet kommer da fra himlen

(Foto: Amazon)

I lille Danmark er det nye teknologiske kapløb måske knap så relevant. Vi har ikke rigtigt geografiske områder, der er udelukket fra internet og mobiltelefoni.

Helt anderledes ser situationen ud i mange andre steder i verden, og det behøver slet ikke at være u-lande i Afrika, ensomt beliggende øer i Stillehavet eller øde områder i Sibirien.

Vi skal ikke rejse længere end til Tyskland for at finde sorte pletter på landkortet, hvor internet er helt væk eller så langsomt som for tyve år siden i Danmark.

I internettets hjemland USA er situationen meget værre. Ovre hos amerikanerne findes store arealer uden for de større byer, hvor hurtigt internet kun er noget, man læser om i aviserne eller hører politikerne love i tiden op til nyvalg.

På denne raket sidder 60 små Starlink satellitter klar til at blive sendt afsted. (Foto: SpaceX / Wikimedia)

Den manko vil mindst tre tech-giganter nu udrydde. Det skal ske med tusinder af små satellitter, der spænder et netværk af trådløst internet over hele USA. Senere også andre lande, som er interesseret i at hoppe med på vognen – eller rettere raketten.

Senest har verdens største online-butik Amazon søgt de amerikanske FCC myndigheder om tilladelse til at opsende 4.500 ekstra satellitter i kredsløb om jordkloden.

De er en del af Amazons Project Kuiper. Det skulle oprindeligt have bestået af 3.236 satellitter, men nu bliver udvidet til i alt 7.774.

Oppe i verdensrummet mellem 579 og 630 kilometer over jorden vil Amazons Project Kuiper støde på konkurrerende satellitter fra Tesla-ejeren Elon Musk, der har sine egne SpaceX raketter til at sende isenkrammet op i kredsløb.

Desuden har Boeing allerede fået tilladelse til at sende 147 internet satellitter til vejr. Boeing har stor erfaring med at bygge både satellitter til teleselskaber, forskning og militæret.

(Illustration: Amazon)

Længst fremme i udviklingen er SpaceX, der har 1.700 satellitter i omløb. I de kommende 10 til 20 år vil de blive del af et netværk på over 42.000 satellitter.

Alle tre satellit-rivaler har travlt med at fortælle, at de vil sørge for, at alle verdens indbyggere skal have adgang til hurtige internet- og bredbånds-forbindelser. De kommer ikke via kabler i jorden eller 5G mobilnet, men gennem satellitter.

Som nævnt skal kunderne i første omgang findes på de tre konkurrenters hjemmebane i USA. Her findes mange områder, hvor bredbånds-hastigheden er ekstremt lav.

Desuden dækkes de pågældende områder kun af en enkelt udbyder, hvilket typisk hæver prisen og ofte også betyder, at internet hastigheden er lav.

De amerikanske myndigheder og forbruger-organisationer håber, at øget konkurrence fra internet over satellit vil både øge hastighed og sænke priserne.

Jeff Bezos vil nu også udvide Amazon imperiet til at bestå af mindst 7.700 satellitter. (Foto: Steve Jurvetson / Wikimedia).

I sin nye ansøgning om ekstra 4.500 satellitter bad Amazon også om lov til at opsende de første to prøve-satellitter i slutningen af 2022 – KuiperSat 1 og 2. De skal kunne sende og modtage internet med hastigheder op til 400 Mb pr. sekund.

Amazon beskrev i den forbindelse i sit materiale, at selskabets satellitter kunne betjene både private husholdninger, hospitaler, virksomheder og offentlige kontorer verden over.

I øjeblikket har 51 procent af verdens befolkning adgang til internet, men med meget stor forskel i hastighed. I udviklings-landene i den tredje verden er procenten helt nede på 41 eller endnu lavere.

Satellitter fra Amazon og SpaceX kan i princippet også øge konkurrencen i områder, der allerede har gode bredbånds-forbindelser via kabel eller mobilnet. Satellitterne kan være med til at presse priserne og tilbde bedre tjenester.

Ligesom Elon Musk med sine SpaceX raketter har også Amazon grundlægger Jeff Bezos adgang til egne affyrings-ramper til satellitter.

Mange af Jeff Bezos Starlink satellitter er allerede i omløb. Internet-signalerne fra dem kan modtages via paraboler, man kan anbringe på sit tag eller på jorden. (Foto: Steve Jurvetson / Wikimedia).

Bezos ejer nemlig Blue Origin raket-selskabet, der for tiden skaber overskrifter ved at sende rum-turister op på sight-seeing 100 kilometer over jordens overflade.

Amazon har derudover sikret sig, at mange af selskabets over 7.700 satellitter kan blive sendt om med raketter fra United Launch Alliance. Det er et selskab ejet af flyfabrikkerne Boeing og Lockheed Martin.

Ikke overraskende er de to super-rige kamphaner Bezos og Musk begyndt at slås offentligt i de amerikanske medier. Især Bezos har været efter Musks Starlink satellitter med beskyldninger om, at de vil forsøge at skabe sig et monopol, inden Amazon var i stand til at sende konkurrence op i verdensrummet.

Allerede i dag kan man købe telefoner, der kommunikerer direkte med  et antal Iridium satellitter. De bruges mestendels af forskere, videnskabsfolk, sejlere og eventyrere, der bevæger sig langt ude på landet. Det er kostbart og ikke særlig hurtigt.

De tre nye systemer, der er på vej fra SpaceX, Amazon og Boeing, vil i stedet bruge satellit paraboler, der monteres på f.eks. hustage….

Elon Musk vil gerne gentage sit Tesla eventyr ved at spænde et net af internet satellitter rundt om hele kloden. (Foto: Norad og USNorthcom / Wikimedia)

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lyden følger dig rundt i lokalet