Børnene skal da have en elhest

Her er Facebooks første briller

 

(Foto: Facebook / Ray-Ban)

Man kan sige meget om Mark Zuckerberg og Facebook. En af dem er, at de ikke er bange for at tage chancer. Også, selvom andre er mislykkedes med noget lignende.

Tag nu de nye Facebook briller, der havde verdens-premiere i aftes. De har været rygtedes længe, men nu kom de. I et tæt samarbejde med EssilorLuxottica, der er moderselskab til det langt mere mundrette og berømte Ray-Ban.

Samarbejdet med Ray-Ban kan sagtens være projektets overlevelse. Ray-Ban har en etableret salgskanal hos millioner af optikere og brillebutikker verden over.

Via den kan Facebook få fat i et modebevidst publikum, der går efter en mærkevare i solbriller og kan lokkes til at købe  et sæt ”forsats-vinduer”, der kan meget mere end beskytte mod solens stråler.

Den større målgruppe er formentlig også årsagen til, at de nye smarte briller ikke markedsføres under Facebook navnet, men som Ray-Ban Stories.

Bemærk lige tredje del af navnet: Det afslører nemlig, hvor Facebook har hentet sin inspiration til sine briller.

(Foto: Facebook / Ray-Ban)

Facebook har tidligere “planket” Stories funktionen fra social media konkurrenten Snapchat. I dag findes Stories varianter i både Facebook selv og hos Instagram og WhatsApp – som Facebook ejer.

Netop Snapchat overraskende for nogle år siden verden med sine Spectacles briller med indbygget videokamera og mikrofon.

Ideen var, at især teenagere kunne optage små video-sekvenser fra deres fester, picnics og receptioner og vise dem ”live” på deres Snapchat konto. Spectacles indeholder Bluetooth, så billederne skulle lige en tur forbi brugerens smartphone, inden de røg ud på interet.

Med sine Ray-Ban Stories sigter Facebook mod et mere voksent publikum, der har råd til at betale mindst 299 dollars for et sæt solbriller. Det er ca. 1.900 kroner.

Facebook brillerne kommer også i flere modeller end Snapchats og ser ud til at have en højere kvalitet.

Endelig har Ray-Ban Stories nogle ekstra ting: Nyheden kan nemlig også bruges som headsæt, trådløs øretelefon og håndfri telefon.

(Foto: Facebook / Ray-Ban)

I brillestellets sider sidder nemlig to mikro-højttalere med basrefleks port, som vil være fine til streamet musik. Kommer der et telefon-opkald, kan højttalerne bruges sammen med en smartphones, som man skal have på sig i nærheden af brillerne.

Tre stråle-formede mikrofoner på brillestellets forside benyttes til f.eks. at kommentere de videoer, man tager med Ray-Ban Stories. Eller naturligvis til håndfri telefoni, der hjælpes på vej af en slags støjreduktion, som skal filtrere baggrundsstøj bort.

Og nåhrr ja video. Ligesom Snapchat Spectacles har Facebooks solbriller to små kameraer placeret lige over glassene.

Billed-kvaliteten ser ud til at ligge langt over Snapchats: Kameraerne har fem megapixel billed-sensorer, der kan sikre fotos i 2.592 gange 1.944 punkter eller video på 1.184 gange 1.184 punkter og 30 billeder i sekundet (fps).

Hvad man skal bruge det til?

Well – på den sjove side kunne det være en ny måde at tage fotos og video fra sin ferie, mens man f.eks. cykler igennem en storby.

(Foto: Facebook / Ray-Ban)

Man kan selvfølgelig også lave “live” reportager fra de arrangementer, man deltager i – parties, strandfester, jubilæer med taler, receptioner osv. Op til 30 sekunder lange videoer kan optages og streames videre.

Naturligvis tilbyder Facebook et større udvalg af platforme, som man kan distribuere sine billeder på: Facebook, Instagram, Twitter og TikTok. Til samme formål har Facebook skrevet en ny View app til iPhone og Android.

Den nye app gør det også muligt at redigere sine billeder på mobilen, inden de uploades til internet. Man kan selvfølgelig også lagre sine fotos og videoer på telefonen, hvilket dog ikke er nødvendigt.

Facebook / Ray-Ban brillerne indeholder nemlig hukommelse nok til at have 500 billeder og 30 videoklips liggende i stellet.

Endelig introducerer Facebook sin egen digitale assistent med de nye briller. I stedet for at bruge etablerede standarder for stemme-styring som Google Assistent, Apple Siri eller Amazon Alexa foretrækker Zuckerberg og co. at introducere Facebook Assistent.

Hele herligheden styres af en modificeret Snapdragon processor, der også sidder gemt i brillestellet. Den suppleres af Bluetooth 5.0 og dual-band Wi-Fi.

Brillerne kan køre op til seks timer på en batteri-opladning. Derefter lægges Ray-Ban Stories i den medfølgende brille-etui, der kan lade brillerne op tre gange. En opfyldning fra 0 til 100 procent tager 70 minutter.

Produkter som Ray-Ban Stories vil uden tvivl blive vist i masser af tv-serier og biograffilm, men de udgør altså også en udfordring for privatlivets fred:

Af samme grund har Facebook anbragt små blinkende LED-lys på fronten af brillerne, så omkring-stående er advaret om, at der bliver taget billeder af dem, eller at de er med i en video.

Facebook lover samtidig, at brille-brugerne har fuld kontrol over funktionerne via den medfølgende app. Her kan man f.eks. koble mikrofon og/eller kameraer helt fra, så hackere udefra ikke kan overtage og misbruge dem på afstand.

Facebook kan dog ikke lade være med også at indsamle i hvert fald nogle data fra Ray-Ban Stories brugerne. Det gælder f.eks. e-mail adresse, Facebook login og batteri status.

Hvis brillebrugerne ønsker det, kan de dele mange flere informationer med Facebook om deres anvendelse af Ray-Ban Stories. Det skal brugerne dog gøre manuelt via en privat mikro-site, som Facebook har indrettet til formålet.

(Foto: Facebook / Ray-Ban)

Til sidst: Snapchat er allerede i gang med tredje generation af sine Spectacles. De er blevet bedre og bedre og tilbyder nu bl.a. Augmentet Reality (AR) features. Dem har Facebook brillerne mærkelig nok ikke.

AR-effekterne kan man bl.a. benytte til at lægge sjove filtre ind over sine billeder og videoer. Det kan også være en virtuel måde at prøve nyt tøj på, skifte makeup og frisure eller teste et nyt møbel i sin stue uden først at slæbe det ind.

Endelig har den seneste udgave af Snapchat Spectacles, der koster 388 dollars, bedre kameraer end Facebooks, en større indbygget hukommelse i brillestellet plus integreret GPS.

Hvad Snapchat så ikke har, er Ray-Bans og Facebooks berømte varemærker. Man kan også kun få Spectacles i en model, hvor Stories triller ud i 20 forskellige style kombinationer fra starten….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnene skal da have en elhest