Apple vil bygge 5G i Tyskland

Kraftkarl fra Asus

Asus ROG Phone 5 Pro og Ultimate. (Foto: Asus)

I takt med e-sportens fremmarch er der kommet et pænt stort marked for gamer-rettede smartphones.

For mange computerspil freaks er det ikke nok, at mobilfabrikanterne har forbedret deres grafik-chips og øget hastigheden på skærmene.

For et par år siden var 60 Hz standard for smartphones. I dag er 90 og 120 Hz helt almindelige. De markerer, hvor ofte pr. sekund skærm-billedet bliver opdateret.

Med sin ROG Phone 5 vil taiwanesiske Asus sætte helt nye standarder for, hvad man kan forvente af en mobiltelefon specielt til spil.

Den nye Republic of Gamers (ROG) telefon kommer således med 18 GB RAM! Det er mere hukommelse end på nogen anden mobil på markedet – og mere end på selv stærke laptops. Dertil kommer op til 512 GB lager.

Motoren i ROG Phone 5 er naturligvis Qualcomms seneste Snapdragon 888, der bliver standard for de fleste Android topmodeller i år. 5G er selvfølgelig også ombord.

Den “almindelige” ROG Phone 5 fås i sort og hvid. (Foto: Asus)

AMOLED displayet på den nye Asus er på 6,78 tommer og kan vise billeder i 2.448 gange 1.080 punkter – altså Full HD+. Mere opsigtsvækkende er skærmens hastighed:

Den har Asus øget til 144 Hz – altså endnu hurtigere end de 120 Hz, som mange konkurrenter praler med. 144 Hz er, hvad man normalt finder på super-hurtige store skærme til computerspil.

På ryggen af telefonen sidder tre kameraer med et 64 megapixel hoved-objektiv, en 13 MP ultra-vidvinkel og en 5 MP makro til nærbilleder. De suppleres af en 24 MP selfie skyder på fronten.

Ekstra features til gamere er f.eks. de såkaldte AirTrigger udløser knapper, der sidder i hjørnerne af telefonen. Så skal man ikke forsinke spillet ved at klikke på skærmen.

Indendørs sidder et avanceret kølesystem, og Asus har udvidet Android 11 styresystemet med en særlig feature, der fremhæver spil og holder andre telefon opgaver tilbage.

Da lyden er vigtig på computerspil, har Asus anbragt to fremadrettede højttalere på ROG Phone 5.

Den nye Asus telefon kommer med tre kameraer på ryggen og et avanceret kølesystem indendørs. (Foto: Asus)

Desuden har telefonen et klassisk hovedtelefon-stik på 3,5 mm. Mange gamere mener nemlig, at trådløse øre- og hovedtelefoner ikke reagerer lige så hurtigt som dem med kabel på.

Endelig ruller ROG Phone 5 ind med et stort batteri på 6.000 mAh, der kan tankes meget hurtigt op ved hjælp af en 65 watt oplader-blok.

Den nye gamer-mobil fås i tre varianter – ROG Phone 5,  ROG Phone 5 Pro og ROG Phone 5 Ultimate.

Ud over mere RAM og lager kommer de to sidstnævnte med ekstra udløser knapper og et specielt LED display på ryggen. Her vil man f.eks. kunne se spil-statistikker eller placere et portræt billede af sig.

Priserne på Asus ROG Phone 5 begynder ved 6.000 kroner. Ultimate koster 9.800 kroner i topversionen med 18 GB RAM.

Til sidst skulle jeg måske lige nævne, hvorfor Asus hopper direkte fra sidste års ROG Phone 3 til nu ROG Phone 5.

Det skyldes, at cifret 4 i mange asiatiske lande betragtes som uhelds-bringende. Derfor undgår man tallet på grund af overtroen, der i øvrigt kaldes for ”tetrafobi”….

(Foto: Asus)

Alle tre varianter af ROG Phone 5 kommer med et stort og lynhurtigt AMOLED display på 6,8 tommer. (Foto: Asus)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Apple vil bygge 5G i Tyskland