Her ruller pengene ind

Stort batteri til lille pris

Det kan være lidt forvirrende at overskue Motorolas udvalg af mobiltelefoner. De hedder næsten det samme, ligner hinanden meget, og priserne varierer ikke voldsomt. De er alle ret billige.

Det gælder ikke mindst i Motorolas konstant voksende G8 familie. For mindre end en måned siden skrev jeg om den nye Moto G8, og nu får den nok en søskende i skikkelse af moto g8 power lite. Ja – selvfølgelig findes der så også en G8 Power, G8 Plus og en G8 Play.

For ikke at skabe yderligere forvirring gælder resten af denne artikel Motorola moto g8 power lite – og kun den. Ikke noget om større eller mindre, dyrere eller billigere familie medlemmer.

Ordet ”Power” er, hvad man skal fokusere i den nye Motorola. Det afslører nemlig, at man står med en mobil, der har et meget stort batteri. Ikke kun for prisklassen, men generelt. 5.000 mAh har selv meget dyrere smartphones sjældent.

Den nye Motorola har tre kameraer på ryggen. Her er den vist i den lyse Arctic Blue farve. (Foto: Motorola)

Det må jo betyde, at man kan bruge sin mobil meget længe uden at skulle tænke på at finde en oplader og en stikkontakt. Motorola hævder selv tre dage. Man skal kunne streame musik i 100 timer eller se video i 19 timer.

Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi moto g8 power lite ikke har verdens stærkeste processor eller markedets flotteste skærm. Det ville også være utænkeligt i en telefon, der skal koste omkring 200 euro – altså omkring de 1.500 til 1.700 kroner på det danske marked.

Motoren ombord er en Helio P35 fra taiwanesiske MediaTek. Det er en mellemklasse processor omed otte kerner, som i denne mobil har 4 GB RAM og 64 GB lager at sprede sine data på. Er det ikke nok, kan man udvide til maksimalt 256 GB via MicroSD kort.

Den nye Motorola er også stor på en anden måde – ikke kun på batteriet. Den indbyggede IPS LCD-skærm måler nemlig 6,5 tommer. Den grafiske opløsning er kun HD+ med 1.600 gange 720 punkter. Så her er en af forklaringerne på den lave pris.

Moto G8 Power Lite er en stor telefon med et mega batteri ombord. Her vist i den mærke Royal Blue farve. (Foto: Motorola)

Kameraerne er heller ikke vildt imponerende i specifikationerne, medmindre man kigger meget på prisen. Der sidder tre af slagsen på ryggen – et 16 megapixel hovedkamera, en 2 MP makro til nær-optagelser og en 2 MP til dybde-måling. Sidstnævnte bruges til fotos med Bokeh effekt, hvor motivet i forgrunden står skarpt, mens baggrunden fades ud.

På grund af batteriet er moto g8 power lite bestemt ikke en letvægter. Telefonen vejer omkring 200 gram. Den har Bluetooth 5.0, klassisk FM-radio, USB-C stik, GPS, og batteriet kan via kabel oplades med 15 watt ad gangen.

Moto g8 power lite ser ud til at give meget telefon for små penge. Sikkert en oplagt telefon til unge, der gerne vil imponere med en stor mobil i jeansenes baglomme. Nyheden fås på det danske marked i kulørerne Arctic Blue og Royal Blue.

Hvornår den lander i danske butikker, er endnu ikke offentliggjort, men mon ikke det er snart….

(Indledningsfoto til artiklen: Motorola)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her ruller pengene ind