Penne til den store Beatles fan
Schweiziske Montblanc har ved flere lejligheder overrasket i valget af inspiration til firmaets Great Characters familie af fylde- og kuglepenne. I det seneste tilfælde har Montblanc kigget forbi Liverpool for at skabe skriveredskaber, som The Beatles ville elske dem.
Musikken og myterne omkring John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr hyldes nu med tre forskellige penne, der alle sender tankerne hen på verdens bedste popgruppe. The Fab Four. som de også blev kaldt.
Pennene i The Beatles Limited Edition 1969 (indledningsfoto) viser symboler, som folk associerer med det ikoniske Beatles album ”Abbey Road”. Toppen af pennen ligner således en mikrofon, mens man på kapppen kan se Beatles drengene krydse Abbey Road i silhuet. Koden ”LMW 28 IF” er gengivet og refererer til nummerpladen på den VW, der smykker coveret på den berømte LP.
Man kan selvfølgelig også finde logoet for Beatles’ Apple plademærke på pennene, ligesom illustrationen af det britiske Union Jack flag skal referere til nummeret ”Her Majesty” på pladen.
Pennespidsen er håndlavet i Au750 guld og lakeret med ruthenium for bedre holdbarhed. På klipsen ses et mønster med fire ”bølger”. Det skal minde om, at Beatles drengene gik rundt med store moustacher dengang i anden halvdel af 1960’erne.
Pennene i The Beatles Special Edition er udført med mange-farvede striber og skal minde om de uniformer, som The Beatles bar på coveret til det berømte ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”. Klipsen skal ligne skyderen på en mikserpult. Pennespidsen er også her i det pureste guld.
Den tredje type pophistorisk pen hos Montblanc hedder The Beatles Limited Edition 88. Den er mest karakteristisk ved at have en kappe/tut, hvis top ligner gitteret fra en studie mikrofon og er udformet i ægte guld.
Pennen er dekoreret med en hel stribe Beatles-relaterede symboler. Fra popdrengenes underskrifter og portrætter, over den legendariske ”Yeah Yeah Yeah” overskrift fra den britiske avis Daily Mirror til fredssymbolet, Apple Record logoet til visuelle detaljer fra ”Sgt. Pepper” coveret.
Montblanc skrivepenne har aldrig været billige, men Beatles’ sange indeholder jo mange dyrebare minder for mennesker. Både dem, der er gamle nok til at have oplevet de fire Liverpool drenge og hele stemningen i 1960’erne – og de unge i dag, som synes, at Beatles bare er cool.
Montblanc nyhederne må være oplagte julegaver til ægte Beatles fans. Om man nu selv er en af dem, eller man kender en, der stadig går rundt og nynner på melodierne fra dengang….
Ingen kommentarer endnu