Intelligensen ligger i smykket

Så mange bruger Snapchat

De fleste medier og bloggere – inklusive jeg selv – skriver hele tiden, at Snapchat er Facebooks værste konkurrent.

Påstanden kan man altid diskutere om. Kigger man alene på tallene, er Snapchat – eller Snap som firmaet i dag hedder officielt – ikke nogen stor rival for Facebook.

De nyeste statistikker viser nemlig, at Snapchat har 166 millioner daglige aktive brugere (DAU’s) og omkring 300 mio. månedlige brugere (MAUs).

Snapchat oplyser kun officielt daglige brugere, mens alle andre offentliggør tal for brugere om måneden. Det tal er jo meget større og derfor bedre til marketing.

Snapchats daglige brugertal (DAUs) står næsten stille i øjeblikket.

Mit tal for MAUs er derfor ”kun” skønnet – af analyse firmaet Statista. Til gengæld kan det bruges til at sammenligne brugertal direkte mellem verdens store sociale medier.

I den sammenhæng er 300 millioner ikke voldsomt imponerende. Facebook selv har 1,94 milliarder, mens Facebook Messenger og WhatsApp har passeret en milliard. Instagram har 700 mio. brugere – altså mere end dobbelt så mange som Snapchat.

Hvad værre er for Snapchat: I årets tre måneder har Snap kun fået 5 pct. nye brugere. Når man taler sociale medier, er det nærmest lig med stilstand.

1/3 af Snapchats brugere kommer fra Europa – og dermed også Danmark.  Her er væksten i nye medlemmer noget højere. I første kvartal kom tre millioner nye daglige brugere til, så Snap nu har 55 millioner DAUs i Europa.

Snap definerer en DAU som en registreret bruger, der åbner Snapchat app’en mindst én gang i en defineret 24 timers periode.

Estimeret antal af månedlige Snapchat brugere (MAUs). Kilde. Statista.

Netop den hyppige brug er en af Snapchats store styrker i forhold til konkurrenterne. ”Snaps” bliver automatisk slettet efter et døgn, så man er nødt til at logge sig på flere gange om dagen for at følge med i, hvad vennerne poster af billeder og små videoer.

Snapchats primære brugergruppe er teenagere – med folk i tyverne som den næststørste. Ikke voldsomt mange over 30 eller 40 bruger Snapchat, som det er tilfældet med Facebook, Twitter eller Linkedin.

I USA regner man med, at 83 pct. af de 12- til 17-årige er Snapchat brugere og 78 pct. af de 18- til 24-årige. Med sådan en enorm udbredelse er det svært at vokse hurtigt, hvilket de aktuelle tal fra Snapchat er et tydeligt bevis på.

Taler man med unge danske Snapchat entusiaster – og de er nok ikke meget anderledes end brugere i f.eks. USA – opdager man, at mange har to Snapchat profiler. En offentlig og en ”hemmelige”.

Den ”hemmelige” bruger teenagerne til at sende meddelelser og billeder til en lille gruppe venner. De får til gengæld også ofte pikante ting at se, som censuren ellers ville have streget.

Når Snapchat entusiaster bruger andre sociale medier, er det som regel Facebook (65 pct), Næsten ingen snapchattere besøger også Twitter eller WhatsApp).

Netop det ”hemmelige element” synes at være et vigtigt argument for mange snapchattere. Facebook er blevet alt for stor – og alt for mange ”gamle” mennesker og uvedkommende kan se med i, hvad man poster på sin profil.

At Snap har fat i noget af det rigtige, kan vel også ses af, at Facebook gruppen (inkl. Messenger, Instagram og WhatsApp) har stjålet en hel stribe ideer og funktioner fra Snapchat.

Dem er finansfolk og investorer ligeglade med. De vil se omsætning, vækst og overskud i de virksomheder, de putter penge i.

Lige på det punkt har Snap sin store svaghed. Da Snap gik på børsen for nylig og satte nye rekorder i indskud, havde det sociale medie ikke leveret andet end underskud efter underskud i sin 10-årige historie.

Da Snap så forleden leverede et skuffende første kvartals-regnskab efter børsnoteringen, reagerede markedet negativt. Snap aktien faldt med over 20 pct.

Med andre ord: Det er svært at konkurrere med Facebook, der har udviklet sig til en ”money machine” i klasse med Apples….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Intelligensen ligger i smykket