Nokias nye flagskib kommer i juni
Nokia har været meget dygtige til at skabe sig omtale af sit comeback i mobiltelefon sektoren.
Først og fremmest har medierne kastet sig over den skægge og retro coole Nokia 3310, der er en vellykket genoplivning af en 15 år gammel klassiker.
Nokias øvrige nye smartphones har set mere ”normale” ud i design og præstationer. Ikke så meget at skrive hjem om, bortset fra gode priser – og at de har det berømte finske logo på.
Meget mere spændende bliver den næste Nokia. Den hedder blot ”9” og skal udfordre de store og kendte i mobilernes premium klasse.
Først og fremmest får Nokia 9 den helt nye og stærke Snapdragon 835 processor, der vil ligge i mange af årets topmodeller.
Hos Nokia assisteres super-processoren af 6 GB RAM og enten 64 eller 128 GB kapacitet. Yderligere lager kan lægges i via MicroSD kort.
Skærmen på Nokia 9 bliver en 5,5 tommer med Quad HD (2K) kvalitet og 2.560 gange 1.440 punkter. Også typisk for årets flagskibs-telefoner i Android verdenen.
I gamle dage var Nokia mobiler berømte for deres lyd og kameraer, og på de punkter ser 9’eren ud til at ville leve op til de gode traditioner.
Rygterne vil således vide, at selfie-skyderen på Nokia 9 bliver på hele 12 megapixel og med autofokus. Det er bedre, end hvad de fleste gode smartphones kunne levere i hovedkameraet for blot to år siden.
Og apropos kameraet på ryggen af den nye Nokia. Her har finnerne allieret sig med tyske Carl Zeiss, der leverer optikken til et (dobbelt) kamera med 22 megapixel sensor. En ambitiøs satsning, som man nok holder et vågent øje med hos konkurrenter som Samsung, Huawei, Apple og LG.
På lydsiden ser Nokia 9 ud til at blive den første smartphone med OZO Audio. En teknologi, der skal give meget naturlig lyd i 3D og 360 grader. OZO skal kunne bruges til både afspilning og indspilning på mobiltelefonen.
Nokia 9 bliver i øvrigt vandtæt efter IP68 standarden. Styresystemet det helt nye Android 7.1.2 Nougat og batteriet på hele 3.800 mAh med Quick Charge 4 teknologi.
Hvad vi mangler er pris og leverings-tidspunkt, men mon ikke vi skal vente at se Nokias nye flagskib blive lanceret i begyndelsen af juni….
Ingen kommentarer endnu