Denne maske er en god idé

IKEA vil bygge gamer møbler

(Foto: Alexander Isreb / Pexels)

IKEA har altid haft tv-borde, reoler til cd-plader, skriveborde osv, der kan bruges til moderne elektroniske apparater.

IKEA har også åbnet en særlig afdeling for det smarte hjem med f.eks. lamper, der har integreret trådløs oplader til mobiltelefoner.

Tilsvarende har IKEA både egne Bluetooth højttalere og mere avancerede bokse, der er udviklet i samarbejde med Hi-Fi specialisten Sonos.

IKEA er såmænd også med i hjemme-diskoteket. Sammen med svenske Teenage Engineering sælges sjove og modul-opbyggede lysshows, mixerpulte, forstærkere osv.

Endelig har IKEA en af markedets mest avancerede apps til indretning, hvor man bruger Augmented Reality (AR) til at vise møblerne, som om de stod i det rigtige rum.

IKEA har travlt med at færdiggøre en serie gamer-relaterede møbler og udstyr, der lanceres i Kina til februar. (Foto: IKEA)

 

Nu har IKEA så opdaget, at der er et stort marked i gamere. Computer-spillere og e-sportsfolk skal sidde godt, når de koncentrerer sig om deres store hobby.

Meget klogt har IKEA ikke bare designet et par smarte møbler i den klassiske stil, hvor man skal skrue, presse og banke det hele sammen hjemme på stuegulvet.

I stedet har IKEA allieret sig med af de helt store i spil-pc’er. Det er Republic of Gamers (ROG), der er gamer divisionen hos Asus fra Taiwan.

IKEA og ROG vil lancere omkring 30 fælles produkter, der i øjeblikket skabes i den svenske møbelgigants Product Development Center i Shanghai.

Både professionelle e-sport stjerner og almindelige computerspil fans er taget med på råd, så IKEA inden længe kan tilbyde gamer-møbler og udstyr af høj klasse, men til IKEA pris.

IKEA har pæn succes med sine trådløse Symfonisk højttalere Sonos. De fås nu med nye forplader i blåt og rødt – typiske IKEA farver. (Foto: IKEA)

 

IKEA vil ikke gå i detaljer med deres kommende ROG produkter. Med IKEAs baggrund vil der uden tvivl være borde og stole imellem.

Desuden ventes fleksible stativer til skærme, hovedtelefoner, lamper osv. Nogle mener også, at IKEA vil sælge belyste tastatur, musemåtter og lynhurtige mus under eget navn. Måske også hovedtelefoner og headsæt.

IKEA er ikke den første store møbelfabrikant, der har opdaget mulighederne i den hurtigt voksende gamer-industri.

For nylig allierede Logitech sig med det amerikanske kontormøbel fabrikant Herman Miller for at skabe en super-avanceret stol.

IKEA og ROG indleder deres fælles angreb på gamer markedet i Kina fra februar 2021. Møblerne ventes så til Europa i oktober næste år….

IKEA og ROG har holdt en række workshops i kinesiske Shanghai, hvor både svenske møbeldesignere, professionelle e-sportsfolk, computer-specialister fra Asus og almindelige computerspil fans deltog. (Foto: IKEA)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Denne maske er en god idé