Danskere sjusker med deres data
Selvom mange er bekymrede for et muligt misbrug, er 84 procent af danskerne villige til at dele deres personlige data med f.eks. hjemmesider apps – mod at få gratis adgang til sociale medier, blive opgraderet eller få gaver.
Dermed risikerer de at blive spammet efterfølgende, eller at virksomheder kan overvåge deres online aktiviteter. Præcist dét, som Facebook og andre sociale medier bliver beskyldt for.
Afsløringen kommer fra Kaspersky, der er en af de store i internet sikkerhed og virus-beskyttelse af it-systemer.
Kaspersky har interviewet 8.000 forbrugere i ni europæiske lande – herunder Danmark. De svar, Kaspersky har modtaget, burde være en foruroligende øjenåbner:
Således siger 91 procent af danskerne, at data-beskyttelse er vigtig for dem. Omvendt har kun 52 procent styr på, hvor mange organisationer der har adgang til deres personlige data.
Samtidig siger 77 procent, at de er bekymrede for, at deres personlige data falder i de forkerte hænder i de næste to år.
Hvis de pågældende mener det seriøst, må de straks holde op med at lade sig lokke af rabatter, opgraderinger osv. Gratis er godt, men ikke når det betyder, at man åbner op for sine personlige hemmeligheder.
Ifølge Kaspersky stoler danske internet-brugere mest på, at den offentlige sektor passer godt på deres data. Det siger to af tre eller 67 procent.
Langt lavere i tillid ligger Facebook og Amazon. Dem stoler kun 26,8 og 27,8 procent. Google og Apple ligger noget højere med 44 procent.
”Vi gemmer flere af vores personlige data online end nogensinde før. Det giver en øget risiko for, at disse informationer falder i de forkerte hænder, bliver solgt videre osv,” konstaterer David Emm. Han er ansvarlig for Kasperskys research i it-sikkerhed.
David Emm tilføjer, at det aldrig er for sent at tage kontrol over sin egen digitale identitet og beskytte sine data bedre:
”Vær opmærksom på, hvilke oplysninger du deler med hvem. Acceptér ikke cookies automatisk. Sæt privatlivs-indstiller I sociale medier, så de passer bedst op dig. Og husk at have stærke adgangskoder på alle digitale tjenester,” forklarer han….
Ingen kommentarer endnu