Trådløs oplader til de stilsikre
De fleste trådløse opladere til mobiltelefoner og smarte ure ser stadig lidt plastik-agtige ud. De er i hvert fald svære at overse på bordet eller reolen, medmindre de bliver integreret i møblet som hos IKEA eller på mange Starbucks caféer verden over.
Designer-firmaet Courant fra Brooklyn i New York går en anderledes fornem vej med sit forslag til en trådløs oplader på skrivebordet. Firmaets nye Catch:3 kombinerer lader og god fralægge plads til f.eks. briller, ur, nøgler, pen og USB-stick.
Det hele foregår i det fineste italienske læder, der er spændt ud over et indre af aluminium i samme kvalitet, som bruges til passagerfly og militære jagerfly. Valget står på Catch:3 i enten sort, brun ask eller lys ”bone”.
Courant nyheden har en integreret trådløs Qi oplader. Det betyder, at f.eks. iPhones og de dyrere Samsung Galaxy telefoner passer fint til Catch:3. Det samme gælder andre mobiler, der følger Qi standarden. Opladeren kan tilmed fylde telefonens batteri ekstra hurtigt – med op til 10 watt.
Da man jo kan komme ud for, at mere end én gadget skal lades op på samme tid – f.eks. også en smartwatch – har Catch:3 også et USB-stik, som man kan sætte sin energi-hungrende dims i.
Courants elegante og stilrene løsning til trådløs opladning kan forudbestilles lige nu til priser fra 175 USD eller ca. 1.150 kroner. Levering vil ske i oktober….
Ingen kommentarer endnu