Her er verdens letteste mus
Mens computere og skærme ikke kan blive tunge og stærke nok til moderne gamere, der udfordrer sig selv og vennerne i verdens mest avancerede computerspil, skal det være helt omvendt med andet af tilbehøret.
Ligesom en Formel-1 racerbil skal computer-musen f.eks. være så let og handy som muligt. Lige meget, om den bagefter ligner et skelet mere end en pænt afrundet styre-gadget til pc’en.
Tag nu bare den nye Viper Mini Signature Edition mus fra spil-specialisten Razer. Med kun 49 gram på køkkenvægten er den Razers hidtil letteste.
Samtidig er den formentlig markedets dyreste med 320 euro eller ca. 2.400 kroner. Det er i samme prisklasse pr. kilo som mærkevare parfume eller blæk til printeren målt i liter.
Razer har bygget sin ultra-slanke mus i en legering af magnesium letmetal. Coveret er fyldt med huller for at spare i vægt.
Selvom musen ser meget spinkel ud, er den faktisk mere solid end de fleste af sine rivaler, der kommer med ”hele tøjet på.”
Skelettet i computer-musen er nemlig opbygget i en bikage-lignenede struktur, som man hverken kan knuse med sin næve eller tager skade af lidt voldsom action foran computer-skærmen.
Indendørs sidder desuden Razers særlige Focus Pro 30K optiske sensor, der har en ekstrem følsomhed på 30.000 punkter pr. tomme (DPI).
Dertil kommer Razers HyperSpeed Wireless teknologi og nye Gen-3 switches, der er så hurtige og præcise, at selv de mest kritiske indholds-leverandører til digitale produktioner må være tilfredse.
Denne slags gamer-mus bruges nemlig ikke kun af spil-freaks, men også ofte af professionelle grafikere, animatorer, app-udviklere osv.
Gamere vil I øvrigt nikke anerkendende til en acceleration på 70G, en bevægelses-nøjagtighed på 99,8 procent eller en hastighed på 750 tommer pr. sekund.
Med den nye super-mus følger en dongle til trådløs kommunikation på 4.000 Hz. Musens indbyggede batteri kan lades op på 90 minutter og kan herefter køre i 60 timer.
Ud over de rene racer-lignende værdier leverer Razer sin nye mus med særlige glas-fødder til musemåtten. Og ikke blot af glas, men af ridsefast Corning Gorilla Glass 3, som bedst kendes fra dyre mobiltelefoner….
To the leifshows.dk webmaster, Your posts are always well structured and easy to follow.