Nyt liv til brugte elbil-batterier

Små lækkerier fra Dell

Dell XPS 13. (Foto: Dell)

Mens verden stadig måber over Dells utrolige XPS 13 Plus, der med sin 28 watts Intel processor formentlig er markedets kraftigste lille laptop, følger Dell nu op med knap så vilde opgraderinger af de to andre XPS 13 computere med 13 tommer skærme.

De er begge udstyret med Intels seneste nye 12. generation Core processorer, der her kan levere mellem ni og 12 watt.

Det gør dem ikke så hurtige som Plus modellen, men til gengæld vejer de to knap så meget. De bruger mindre strøm og koster færre kroner. For en bærbar pc er det ikke uvigtigt.

Den nye Dell XPS 13 kan køre i 12 timer på en batteri-opladning. (Foto: Dell)

XPS 13 har igennem adskillige år været Dells luksus-laptop. Bygget i lækre materialer og samlet i en kvalitet, som gør den til mange anmelderes erklærede favorit.

Dell ved godt, at man ikke skal forandre for meget på en bestseller. Derfor ligner den nye XPS 13 helt sig selv i det ydre. Forbedringerne er foregået indendørs.

Dell har f.eks. indbygget sit mindste hovedprint – motherboard – i en laptop nogensinde. Printet er 1,8 gange mere kompakt end sidste års. Det udvikler mindre varme og kan derfor nøjes med én blæser i stedet for to. Resultat – mindre støj under de fleste forhold.

Dell XPS 13 er en handy lille laptop i et lækkert design. (Foto: Dell)

Det lille print efterlader også mere plads i laptoppens kabinet. Det udnytter Dell bl.a. til en større højttaler med bedre lyd og et større batteri. XPS 13 kører nu 12 timer på en batteri-opladning.

13 tommer skærmen leverer et fornemt og lysstærkt billede i op til 4K kvalitet, men uheldigvis har XPS 13 fået fjernet sit 3,5 mm jack-stik til hovedtelefon. Det er en udvikling, vi ser hos mange fabrikanters ”sub-notebooks.”

Dell vedlægger en USB-C til 3,5 mm adapter i kassen, men den kommer jo til at optage en af computerens to USB-C stik.

Derfor vil de fleste nok investere i en mini-hub med flere stik, so man kan have siddende eller dinglende på siden af sin Dell XPS 13.

Den nye XPS 13 2-i-1 er den første Dell med 5G telefoni i. (Foto: Dell)

Dells anden nyhed er en opgraderet XPS 13 2-i-1, der skal konkurrere direkte med Microsofts populære Surface modeller.

Hvor sidste års XPS 13 2-i-1 fungerede som en almindelig laptop med fleksibel 13 tommer skærm, er den nye i princippet en tablet med løst tastatur til. Ligesom hos Microsoft. Det er selvfølgelig en smagssag, og der findes både tilhængere og skeptikere af den løsning.

Indendørs sidder samme 12. generation Intel Core i motor som i den konventionelle XPS 13. Den er Dells første pc med indbygget 5G, og den vejer kun 725 gram. Udgaven med 5G er knap 100 gram tungere.

Dertil kommer et webcam i 4K kvalitet til videomøder og en ny Dell pen. Sidstnævnte skal dog købes separat.

Den nye Dell XPS 13 kan købes i dag til priser fra 9.790 kroner. Dell XPS 13 2-i-1 dukker først op i juli i den nye variant. Her er den danske pris endnu ikke klar….

Den nye XPS 13 2-i-1 er i princippet en stor tablet med løst tastatur til. Skærmen kan stilles i tre vinkler. (Foto: Dell)

Dells nye XPS 13 2-i-1 pc vejer nu kun fra 725 gram. (Foto: Dell)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt liv til brugte elbil-batterier