Netflix viser første eget spil

Dansk it-branche har et problem

(Foto: Anna Shvets / Pexels)

Savnet af tilstrækkeligt mange og velkvalificerede medarbejdere er et hurtigt stigende problem i danske it-virksomheder.

Faktisk er problemet nu så stort, at næsten 85 procent af firmaerne ser manglen på de rette it-kompetencer som den største barriere for vækst og fremgang. For et år siden sagde kun 60 procent det samme.

Over halvdelen af it-firmaerne – 54,5 procent – har helt måttet opgive at besætte stillinger i det seneste år. Der var ganske enkelt ingen ansøgere på markedet.

Samtidig måtte 42 procent sige nej til ordrer og opgaver, mens næsten 45 procent måtte udskyde videre-udvikling og innovation, fordi de ikke kunne finde folk.

(Illustration: IT-Branchen)

Rent konkret mangler it-branchen i øjeblikket 4.600 medarbejdere. Ni af ti it-firmaer fortæller, at de har plads til flere it-eksperter.

De alarmerende tal stammer fra det seneste nye IT-Barometer, som industri-organisationen IT-Branchen har offentliggjort i dag. Foreningen ser mørke skyer trække sammen over en branche, der ellers har oplevet stor og positiv vækst i de senere år.

Den fremgang risikerer nu at forsvinde helt på grund af en historisk mangel på it-medarbejdere. Danmark har ganske enkelt ikke nok af dem, og der bliver ikke uddannet tilstrækkeligt mange.Problemet er særlig stort og derfor også politisk, fordi dansk erhvervsliv og den offentlige sektor er midt i et digitalt skifte:

”Manglen på it-folk er nu så ekstrem, at den direkte rammer danske virksomheder på bundlinien. Samtidig sætter den en stopper for vores samfunds-udvikling med f.eks. den grønne omstilling og bedre it-systemer til et presset sundhedsvæsen,” siger Natasha Friis Saxberg. Hun er adm. direktør for IT-Branchen.

(Illustration: IT-Branchen)

Der er størst rift om de tunge it-specialister som f.eks. software-udviklere, netværksfolk og it-konsulenter. Desværre bliver der uddannet alt for få af dem hvert år, og det skyldes bestemt ikke interesse hos de unge danskere.

Tværtimod strømmer de til it-uddannelserne, men mødes ofte af en lukket dør: Alene i 2020 fik 1.400 kvalificerede unge nej til deres drømme om et it-studie. Staten har ikke afsat tilstrækkeligt med penge til studiepladser.

Natasha Friis Saxberg.understreger, at der ikke kun er brug for flere it-uddannelser på de danske universiteter. Man skal også gøre en ekstra indsats for at øge interessen for it i folkeskolen og i at videre-uddanne eller omskole den eksisterende arbejdsstyrke.

(Illustration: IT-Branchen)

På den korte bane ser IT-Branchen det som helt afgørende, at vi herhjemme lykkes bedre med at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft.

”Grundlæggende it-kundskaber bliver fremover lige så vigtige som det at kunne skrive og regne,” forklarer hun.

”Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Sørger vi ikke for, at vi har den rette arbejdskraft, vil vi hurtigt sakke bagud på helt afgørende områder,,” fortsætter IT-Branchens direktør.

Hun mener desuden, at det er helt afgørende, at vi herhjemme lykkes bedre med at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft. Når vi ikke kan skaffe danske it-talenter, må vi på den korte bane hente dem i udlandet….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Netflix viser første eget spil