Cool high tech på armen

GPS fylder 25 år

Tiden går stærkt i den digitale æra. Det er f.eks. kun 13 år siden, at Apple revolutionerede televerdenen med iPhone. Eller 31 år siden, at internet blev opfundet. I hvert fald den form af nettet – World Wide Web – som vi alle kender og bruger.

Midt imellem de to skelsættende begivenheder dukkede et andet teknologisk fænomen op i verden. Eller rettere på himlen. I disse dage er det nemlig 25 år siden, at GPS – Global Positioning System – blev tændt første gang.

GPS blev skabt og installeret af US Space Force. Kommunikationen mellem flere navigations-satellitter, hvis data kunne sammensættes for at stedfæste en ting meget præcist, fungerede fra den 27. april 1995. Den officielle premiere holdt US Space Command dog først tre måneder senere – i juli samme år.

I dag er GPS en hverdags-ting for millioner af mennesker. GPS sidder i moderne mobiltelefoner, hvor den f.eks. hjælper cyklister og løbere til at måle, hvor langt de har bevæget sig. GPS er også hjertet i bilers navigations-systemer.

De fleste smartphones har i dag GPS indbygget. (Foto: StocksSnap / Pixabay)

GPS og andre verdens-omspændende satellit systemer til navigation – de såkaldte GNSS’ere – er blevet en så integrereret del af vores liv, at det er let at glemme, at de først blev en realitet for mindre end en generation mennesker siden.

Konceptet bag GPS og andre lignende systemer stammer fra 1957. Her fandt to fysikere på John Hopkins University i USA ud af, at de kunne regne sig frem til den eksakte placering af den russiske Sputnik satellit ved at bruge doppler effekten fra dens radio-signaler.

Kort efter indså de to fysikere, at de også kunne bruge signalet den modsatte vej: Hvis man kendte satellittens position, kunne man også regne sig frem til, hvor præcist radio-modtageren nede på jorden stod.

Det amerikanske militær begyndte derfor hurtigt at bygge første systemer, der skulle kunne spore fjendens placering ude i geografien – og dengang var hovedfjenden Sovjetunionen.

Først i 1983 fik satellit-navigationen lov til at flytte sig fra militæret og over til civile formål. Det var, efter at russerne skød et sydkoreansk passagerfly ned, fordi det var endt i sovjetisk luftrum på grund af en navigations-fejl hos piloterne.

I dag er GPS en uundværlig del af navigations-systemet i moderne biler. (Foto: Photo Mix / Pixabay)

USA’s daværende præsident Ronald Reagan beordrede dengang, at der skulle bygges en civil udgave af satellit systemerne, der kunne hjælpe passagerfly, når de bevægede sig rundt på kloden.

Den første GPS satellit blev sendt op med raket i 1978. Derfor kunne man godt sige, at GPS var 42 år gammelt. Den første praktiske anvendelse af GPS med data fra flere satellitter foregik dog først i 1995. Derfor mener US Space Agency, at den 25-års fødselsdag skal fejres nu.

I øjeblikket baserer GPS på 31 satellitter, der hænger over jorden. De vil snart blive afløst af en mere stabil, mere sikker og mere nøjagtig GPS III generation. Den første af de nye satellitter – Vespucci – blev sendt op i 2018. Nummer to – Magellan – gik i drift den 27. marts i år.

Totalt set har det nuværende GPS system seks milliarder brugere verden over. Det må da kaldes en succes, der batter. Derfor til lykke herfra med den halvrunde fødselsdag….

(Indledningsfoto til artiklen: US Space Agency)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cool high tech på armen