Bluetooth lander hos katolikker

Steve Jobs får egen iPhone 11

Selvom det er otte år siden, at Steve Jobs,døde af kræft, er Apples legendariske grundlægger og idémand langt fra glemt. Mange mener, at Apple ikke længere er så genial som i Jobs’ dage.

Apple stifteren får nu en helt særlig tribut med en iPhone 11 Pro telefon, som er opkaldt efter ham. Telefonen indeholder sågar en lille del af Steve Jobs.

Det er den russiske ”iPhone tuner” Caviar, der står bag ideen med at hædre Steve Jobs med en egen iPhone. Caviar har tidligere gjort noget lignende med iPhone, der bliver pakket i ægte guld og har portrætter af f.eks. Putin og Trump indgraveret.

Selvom man selvfølgelig kan argumentere for, at Donald Trump er lidt oplagt, fordi har hele tiden bruger sin mobil til at sende tweets med, er Steve Jobs alt andet lige mere relevant til en eksklusiv iPhone.

(Foto: Caviar)

Caviars nye Superior iPhone 11 Pro har dog ikke et billede af Jobs på. Russerne har været snedige at inkludere en del af Jobs, der måske er lige så berømt som manden selv.

Apple logoet på telefonens bagside har nemlig et lille stykke af Steve Jobs’ sorte turtleneck trøjer integreret. Diskret, men køberne får dog fornemmelsen, at de har noget til fælles med en af it-verdenens mest fremsynede mænd.  De bærer på en del af Jobs.

Lidt mindre diskret finder man Steve Jobs’ autograf indgraveret på et panel nederst på telefonens bagside. Den er der dog nok kun specialister og ældre Apple medarbejdere, som kan genkende.

Caviar selv fortæller, at den nye iPhone 11 Pro Superior Jobs er en ”hyldest til det udødelige geni.” Telefonen er designet i stil med den originale iPhone fra 2007, men rummer teknologien fra den nyeste iPhone anno 2019.

Nederst på hyldest telefonen til Steve Jobs finder man en indgraveret kopi af mesterens autograf. (Foto: Caviar)

Mange af de ting, som Steve Jobs har ejet, er for længst blevet til eftertragtede memorabilia. De opnår utrolige summer på auktioner som f.eks. originale Jobs visitkort fra de tidlige Apple dage, originale hvide Jobs sneakers, sorte turtle necks, badekåber eller Apple grundlæggerens BMW cabriolet.

Det samme bliver nok tilfældet med Caviars nye iPhone 11 Pro. Den produceres nemlig i kun ni eksemplarer. De skal koste fra 6.290 US dollars – godt 43.000 kroner – for en model med 64 GB lager, mens en 512 GB variant koster 7.460 USD eller ca. 51.000 kroner.

Det er noget dyrere end en almindelig iPhone 11 Pro nede fra den lokale danske forhandler. Men de danske har jo heller ikke et ægte stykke Jobs trøje integreret.

Steve Jobs udgaven skal nok blive den mest eftertragtede i den lille serie af Superior iPhone Pro’er, som Caviar lancerer i de kommende uger.

Her er bokser-udgaven af Caviars nye iPhone 11 Pro. (Foto: Caviar)

En anden variant sender f.eks. en hyldest til de to legendariske boksere Muhammad Ali og Joe Frazier. På telefonens bagside er anbragt et lille stykke stof fra Alis røde og Fraziers blå bokser-shorts med et mester-bælte i miniformat i 24 karat guld.

Denne telefon for bokse-fans produceres i kun tre eksemplarer og koster mellem 11.990 og 13.160 dollars. Det svarer til 82.250 og 90.300 kroner.

Endelig sender Caviar også en hilsen til The Beatles med en sær-udgave af iPhone 11 Pro. Ifølge russerne indeholder det eneste eksemplar, der fremstilles, små stykker stof fra jakkesæt, som Paul McCartney, John Lennon, Ringo Starr og George Harrison bar i 1960’erne.

Beatles-versionen af den russisk-forædlede iPhone 11 Pro koster 11.210 dollars, hvis man vælge en 64 GB iPhone som grundlag eller 12.380 USD for 512 GB udgaven. Det er henholdsvis 76.900 og 84.900 kroner.

Til sidst skulle jeg måske lige nævne, at Caviar ofte lancerer specielt designede iPhones i limiterede oplag. For nogle få uger siden præsenterede firmaet med base i Moskva f.eks. en iPhone 11 Pro Discovery serie, der enten indeholdt et lille stykke metal fra Titanic eller Ruslands gamle Vostok 1 rumskib…..

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bluetooth lander hos katolikker