En ny iPad Air og iPad mini
Helt uden at slå på tromme – nærmest halv-hemmeligt – lancerede Apple i dag to vigtige iPad nyheder. Man opdager kun den nye og større iPad Air og den kraftigere iPad mini ved at besøge Apples hjemmeside eller besøge større Apple forhandlere.
De fleste havde regnet med, at de nye iPads ville komme i næste uge, hvor Apple er vært ved at større event i sit californiske hovedsæde.
Men Apple har åbenbart følt, at de to nye iPads kunne blive væk i opmærksomheden, når Apple præsenterer sin nye video streaming tjeneste. En konkurrent til Netflix og Disney.
Den nye iPad Air – se artiklens indledningsfoto – har fået en større skærm på 10,5 tommer og er opgraderet til en stærkere A12 Bionic processor med kunstig intelligens.
Da den 20 pct større iPad Air er kompatibel med første generation Apple Pencil, bliver tabletten meget mere alsidig og brugbar end den gamle Air.
Apples lille iPad mini trængte nok endnu mere til fornyelse. Mange havde allerede erklæret den død, fordi Apple ikke har rørt den i flere år. Samtidig blev de nye iPhone XS telefoner så store i skærmen, at iPad og iPhone risikerede at kannibalisere hinanden.
Den nye iPad mini har en 7,9 tommers skærm og specifikationer, der svarer til den større iPad Air. Displayet er 25 pct mere lysstærkt end på den gamle iPad mini. Desuden kan man nu bruge Apple Pencil på selv den mindste iPad.
Tilsyneladende har begge de nye iPads beholdt den gamle Home knap. Med andre ord indeholder de ikke den nye Face ID ansigts-genkendelse, som mange kender fra nyere iPhones.
Både iPad mini og iPad Air fås i sølv, space gray og guld. Med enten 64 eller 256 GB lager. Priserne begynder ved 3.399 kroner for iPad mini, mens den større iPad Air skal koste fra 4.299 kroner….
Ingen kommentarer endnu