Office på mobiler bliver meget bedre

Kinesiske kameraer passer allerede på os

Det virker lidt selvmodsigende, når politikere i mange lande vil forhindre Huawei i at få adgang til at bygge deres nye 5G mobilnet, fordi amerikanerne mistænker den kinesiske telegigant for at kunne spionere og aflytte via nettene.

En ny analyse viser nemlig, at de samme lande allerede benytter kinesisk teknologi med kunstig intelligens til andre formål – f.eks. til ansigts-genkendelse. Det gælder også Danmark.

Rapporten fra den amerikanske tænketank Carnegie Endowment for International Peace afslører også, at overvågnings-systemerne faktisk er mere udbredte i demokratisk styrede lande (51 procent) end i autokratiske nationer diktaturer (37 procent).

Ifølge Carnegie forskerne er Huawei internationalt førende i udvikling og salg af overvågnings-systemer med kunstig intelligens (AI). Huawei leverer teknologien til 50 lande verden over. Amerikanske virksomheder som IBM, Cisco og Palantir har henholdsvis 11, seks og ni lande på kundelisten.

(Infografik: Statista.com)

Rapporten forklarer, at de fleste lande kombinerer kinesisk og amerikansk overvågnings-teknologi. Det gælder f.eks. USA og Kina selv, men det gælder også flere europæiske lande, Indien, Australien og Brasilien.

Mange lande i Mellemøsten, Asien, Afrika og Latinamerika bruger ren kinesisk teknologi til overvågning. Det gælder såmænd også Japan, der ellers må betragtes som en konkurrent til Kina, når det gælder den nyeste teknologi.

De fleste medier fokuserer stærkt på Kina som det samfund i verden, der formentlig er længst fremme i anvendelsen af kunstig intelligens til at holde øje med sin befolkning, men Carnegie tænketanken afslører, at mange andre lande er nået langt i samme udvikling.

Kinas hundreder af millioner kameraer på offentlige veje og pladser kan snart genkende ansigter overalt. Det nytter ikke at tage masker på som f.eks. demonstranterne i Hong Kong. De nyeste kameraer kan også identificere personer på deres måde at gå på.

Er vi på vej til, at hvert eneste skridt, vi tager, bliver overvåget fra centralt hold? (Foto: Kim Heimbuch / Pixabay)

De seneste historier fra Kina fortæller, at folk ikke længere kan få offentlige papirer, bank konti eller købe billetter, medmindre de først afleverer biometrisk identifikation til myndighederne – det vil sige fingeraftryk og ansigts-skanninger.

Sammen med USA’s direkte angreb mod Huawei får den slags overskrifter mange vestlige lande til at blive nervøse. Er kinesiske fabrikanter af telegrej og overvågnings-udstyr f.eks. tilstrækkeligt uafhængige af regeringen i Beijing, så de ikke indbygger ”bagdøre” i deres systemer? Døre, som uønskede parter kan bruge til at få adgang til vitale data.

Nervøsiteten er stærkest i forbindelse med de nye 5G netværk, som er et meget vigtigt element i mange landes teknologiske udvikling i de kommende år.

Herhjemme har Danmarks største teleselskab TDC droppet Huawei til fordel for Ericsson af frygt for risikoen for overvågning. Storbritannien har ikke afgjort endnu, hvorvidt Huawei skal have adgang til de centrale dele af landets 5G netværk, mens Tyskland har udskudt sin beslutning. Tyskerne vil dog principielt ikke udelukke Huawei….

(Indledningsfoto til artiklen: Matthew Henry / Unsplash)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Office på mobiler bliver meget bedre