LEGO har det bedste ry

Nye emojis på vej til din mobil

I de senere år har der med jævne mellemrum været diskussioner, hver gang smartphone fabrikanter og sociale medier lancerede nye emojis og symboler, folk kunne krydre deres emails, sms og opdateringer med.

Vi har været igennem skænderier om emojis, der viste personer med forskellige hudfarver. Symboler, der illustrerede religion, mere eller mindre sunde fødevarer, for mange mænd i forhold til kvinder osv osv. Med andre ord er emojis et spejl af samfunds-debatten. Bare flyttet over på mobiltelefon, tablet og pc.

Hvis Apple kunne bestemme, vil årets høst af nye emojis i høj grad dreje sig om mennesker med fysiske handicap. I hvert fald har Apple lagt forslag til 13 nye handicap-relaterede motiver hos det uafhængige Unicode Consortium, der i sidste ende sætter standarderne for emojis, som alle fabrikanter og softwarehuse kan bruge frit.

Apple har udviklet de 13 nye emojis i samarbejde med det amerikanske blindesamfund, døve-organisation og forening for spastisk lammede.

Alle nye emojis med mennesker på skal findes i flere versioner med forskellige hudfarver. Også førerhunde og andre kæledyr vises i forskellige racer. I alt vil der være 45 varianter af de nye emojis med handicappede på.

Unicodes tekniske komité mødes i april for at diskutere og vurdere de forslag, der er indkommet om nye emojis – og det er ikke kun Apple, der har afleveret gode ideer.

Det varer dog længe, inden vi i givet fald vil se de nye handicap emojis rullet ud til Apple iOS, Android, Windows og alle mulige apps. De vil blive del af Emoji 12.0, der bliver lanceret i anden halvdel af 2019.

Emoji 11.0 blev præsenteret i februar og vil formentlig kunne ses på mobiler, tablets, laptops osv fra næste efterår. Det tager nemlig altid nogle måneder, inden fabrikanter får integreret de nye symboler i deres styresystemer, brugerflader og apps – hvis de gør det. Deltagelse i emoji standarderne er nemlig frivillig for fabrikanterne. Derfor vil man ofte se, at f.eks. Apples iOS har andre emojis end Android.

Ud over handicappede bliver næste store trin, at animerede emojis bliver udbredt som en eller flere standarder. De blev lanceret af Apple som Animojis i forbindelse med præsentationen af iPhone X sidste efterår.

Siden har også Samsung vist lignende emojis i 3D og med mulighed for Augmented Reality, hvor man lægger symbolerne oven på ”rigtige” fotos. Flere andre mobilfabrikanter er uden tvivl også på vej – bl.a. Huawei….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LEGO har det bedste ry