Fremtidens IKEA bygge-vejledning

Alpina bliver mere smart

Hvor elektronik branchen har CES i Las Vegas eller IFA i Berlin, og mobilfolket mødes til MWC i Barcelona, har ur-industrien også sit årlige mekka. Det foregår lige nu i Basel i Schweiz, hvor især de lokale urfabrikanter viser deres nyeste kreationer frem, arrangerer modeopvisninger og præsenterer kendisser og bilmærker, som de har lavet specielle tidsvisere til.

Årets Basel World 2018 fortsætter med at vise, at den berømte gamle ur-industri i alpelandet stadig sidder i spagat mellem klassiske analoge armbåndsure og de nymodens smartwatches.

Bortset fra nogle enkelte fabrikanter har schweizerne sovet i timen, da den digitale online verden rykkede ind på menneskers håndled.

Displayet kan vise ganske mange ting – bl.a. notationer om opkald, Facebook indlæg, email, kalender alarmer, barometer eller UV-mængde fra solen. På billedet viser displayet alternativ tid, og at brugeren har aktivitets-måleren i gang.

Resultatet er, at Apple i dag sælger flere af sine Watches end hele den schweiziske ur-industri tilsammen. En situation, der næppe ændrer sig, før et ellers innovativt mærke som Swatch kaster sig ud i kampen mod Apple, Samsung, Fitbit osv.

Swatch revolutionerede (og reddede) i sin tid den schweiziske ur-industri med sine billige og farveglade armbåndsure. Og Swatch har det kendskab og hippe image hos unge mennesker, der kunne udfordre Apple.

Never mind. Swatch viser ikke et smartwatch på Baselworld 2018. Det gør heller ikke andre af de store urmærker fra alpelandet. OK – TAG Heuer har sine lækre Connected ure med, men de er ikke helt nye.

Ganske spændende ser Alpinas nye AlpinerX ud, der er en hybrid smartwatch. Det vil sige et ur, der både har et klassisk mekanisk urværk og trådløse funktioner, som kan bruges i samarbejde med en mobiltelefon app.

Det relativt lille Alpina mærke er mest kendt for sportsure, og på det punkt adskiller AlpinerX sig ikke meget fra sine søskende. Samme lidt maskuline design med en stor urkasse på 45 mm i rustfrit stål og glasfiber. Urglasset er naturligvis ægte safir.

Den nederste del af urskiven på AlpinerX er et ret stort digitalt display,. Til forskel fra de fleste andre hybride armbåndsure, som nøjes med enten at vibrere eller blinke diskret, når der er ankommet et telefonopkald, en sms, en mail eller en kalender aftale på ens smartphone.

Sporty og klassisk i designet, men med en stor portion digital elektronik i.

AlpinerX kan vibrere osv, men man ser samtidig forkortelser på det lille sort/hvide display som f.eks. EML for email, CAL for kalender aftale, FAC for Facebook osv.

Den trådløse kommunikation går også den modsatte vej. Således kan Alpine uret aflevere informationer om bærerens puls, antal skridt og soverytme til en app, som man har installeret på sin iPhone eller Android mobil.

Men tilbage til det sporty. Alpinas ry for at bygge hårdføre ure, man kan have på udendørs og under alle forhold, viser sig bl.a i, at displayet på AlpinerX kan vise f.eks. temperatur, barometer, kompas, højdemåler og UV-stråling fra solen.

Som noget ret unikt for schweiziske urfabrikanter har Alpina valgt at lancere sit nye hybride ur via iværksætter portalen Kickstarter. Her kan man forudbestille nyheden til halv pris. Det vil sige 450 USD (ca. 2.800 kroner) i stedet for de 895 USD, som AlpinerX senere vil koste i butikkerne….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fremtidens IKEA bygge-vejledning