Nu bliver cyklen altid set
Vi er i den mørke tid af året, selvom man heldigvis kan mærke, at dagene bliver lysere og lysere. Også selvom det er bidende koldt i Danmark og alt andet end et vejr for cyklister.
Jeg vover nu alligevel pelsen og viser en smart ny cykellygte, der er meget synlig – for ikke at sige opsigtsvækkende. Samtidig har Arara den store fordel, at den lyser uden batteri. Bevæg cyklen, og Arara tænder for sine farver.
Arara minder om de små sensorer og modtagere i plastik, som man sætter på sit cykelhjul for at få en cykelcomputer til at virke. Med den store forskel, at Arara ikke kræver ledninger. Den skaber lys, når et antal små magnetiske sendere anbragt på egerne passerer forbi en sensor på cykelstangen.
Resultatet er, at hele hjulet – eller rettere fælgen – lyser op som en ring. Farven kan man selv vælge blandt seks forskellige – f.eks. hvid eller gul til forhjulet og rød eller orange til baghjulet. Vil man være lidt fancy, kan man eksperimentere med lysegrønt og blåt.
Arara er udviklet i Sibirien, hvor det må være ret så hårdt at køre på cykel. Lygterne er derfor ekstremt hårdføre. De tåler naturligvis frost, men også stød eller en tur i vandet. Passerer senderne forbi en sensor, begynder de at lyse. Sådan.
Hver sender vejer omkring 25 gram. Fire sættes på hvert hjul og tænder selv, når hjulet drejer – medmindre man har slukket senderne manuelt. Når cyklen standser, fades lyset langsomt ud, så det f.eks. fungerer, så længe man står ved et gadekryds og venter.
Arara søger i øjeblikket finansiering til en storproduktion via iværksætter portalen Indiegogo. Interesserede kan derfor forudbestille en pakke med fire sendere i til en favørpris på 89 USD – det er ca. 550 kroner inkl forsendelse….
Ingen kommentarer endnu