Pas på disse 13 apps til Android

Nu rykker robotten ind i køkkenet

(Foto: Chefee Robotics)

I de seneste par år er robotter blevet helt almindelige i hjemmet. Mestendels til at gøre gulvet rent eller til at slå græsplænen.

Samtidig taler alle om det smarte hjem og får installeret lamper, termostater, alarmer, tv, højttalere og overvågnings-kameraer, der er forbundet via Wi-Fi og kan styres fra mobiltelefonen mange kilometer væk fra hjemmet.

Til gengæld er der blevet meget mere tavst omkring køkken-robotter. De var ellers lige oppe at ringe for nogle år siden med robotter, som f.eks. kunne lave pizza’er eller cocktails og drinks.

De blev så afløst af måltidskasser under Corona pandemien, hvor man får kørt alle råvarer hjem til f.eks. en uges middage, som man dog selv må tilberede og skrue sammen.

Sådan kunne et robot-fremstillet varmt måltid se ud. (Foto: Chefee Robotics)

Amerikanske Chefee Robotics i Texas mener nu, at tiden må være kommet til at relancere rigtige køkken-robotter, som kan overtage hele madlavningen.

Ligesom de forskellige dele i det smarte hjem er Chefee forbundet til husets Wi-Fi netværk. Den er beregnet til at tilberede komplette varme måltider, der står klar, når boligens beboere kommer hjem fra arbejde, skole, sport osv.

Chefee findes i øjeblikket som velfungerende prototyper. Målet er, at de første køkken-robotter kan nå ud til kunderne senest i december.

Robotten ligner et lille køleskab i design. Den kan installeres i de fleste køkkener med lidt plads, og man kan nemt tage Chefee med sig, når man flytter til en ny bolig.

Under hoved-enheden ved siden af køkkenskabe eller krydderi-hylden sidder Chefees anden halvdel. Det er et komfur med tre koge-elementer.

De enkelt råvarer til en uges måltider lægges i et lager af plastik-bokse, hvorfra en robotarm fisker den rette mængde ifølge opskriften. (Foto: Chefee Robotics)

Det fås både som overligger til ens nuværende køkkenbord eller i en dyrere version som integreret del sammen med f.eks. en separat ovn.

Ingredienserne til måltider ligger I små plastic-bokse oppe i den øvre del af Chefee, hvor de skal fyldes op manuelt, alt efter hvad man ønsker, at robotten skal tilberede senere.

Nybegyndere bruger den medfølgende Chefee app til at forberede en madplan for f.eks. en hel uge. Der er over 5.000 opskrifter at vælge imellem, ligesom det er muligt at ind-programmere sine egne.

Derefter skal man enten på indkøb efter alle råvarerne. Eller man i hvert fald i USA lade Chefee bestille varerne til levering fra flere supermarkeds-kæder. Her kan man sågar få råvarerne færdig udskåret, snittet osv.

Næste trin bestemmer man via app’en, på hvilke dage den enkelte ret skal serveres og klokken hvornår.

Den øvre del af Chefee fylder en del. (Foto: Chefee Robotics)

Chefee ”dumper” så de forskellige råvarer fra sit lager over komfuret ned i en beholder, som en robotarm holder parat lige under hver lager-enhed.

Samme robotarm hælder så de afmålte råvarer over i en eller flere af Chefees tre gryder i rustfrit stål, hvor alle de kulinariske herligheder bliver stegt og kogt ved hjælp af AI – naturligvis.

En vigtig del af den kunstige intelligens er et kamera i den øvrige boks, som holder øje med hele tilberednings-processen og f.eks. justerer op og ned på temperaturen i hver af de tre gryder.

Ifølge Chefee har robot-kokken kapacitet til at forberede mellem fire og seks portioner af hver opskrift.

Tilberednings-tiden varierer, men det kan brugerne jo være ligeglade med. De har jo bestemt, hvornår middagen skal være færdig. Robotten må selv finde ud af, hvornår den indleder madlavningen.

 

Meget smart opdager Chefee, hvis der er rester tilbage fra måltidet i de tre gryder. Så foreslår den kunstige intelligens, hvordan resterne kan genbruges til nye retter. Det kunne f.eks. være biksemad.

Chefee oplyser, at robotten også kan sættes i standby, så man benytter de tre kogeplader og gryder på god gammeldags facon – altså manuelt.

Endelig er det vigtigt at nævne, at Chefee’s forskellige dele kan tåle både almindelig opvask og en tur i opvaskemaskinen.

Chefee robotten bliver alt andet end billig – 14.995 dollars eller ca. 107.000 danske kroner. Til gengæld må den være den helt rigtige gadget for ”first movers”, som bare skal have det nyeste nye.

Med i prisen følger de to separate dele af Chefee plus to ekstra gryder, som kan bruges, når de tre originale er snavsede.

Chefee tager i øvrigt imod forud-bestillinger med et depositum på 250 dollars….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pas på disse 13 apps til Android