Er der gået virus i Apple?

Får bytte-batterier et comeback?

EU er ved at være en ”pain-in-the-ass” for mange it- og mobil-fabrikanter i verden. Europa med den danske super-kommissær Margrethe Vestager i spidsen stiller sig nemlig mere og mere på forbrugernes side og kræver forandringer i industriens forretnings-metoder.

Google, Facebook og Microsoft er blandt de amerikanske tech-giganter, der allerede har fået milliard-bøder udstedt fra Bruxelles. Indførelse af GDPR reglerne for person-beskyttelse er et andet eksempel, som har kostet it-verdenen dyrt.

Lige nu føler Apple sig nok særlig forfulgt af EU. Kravet om, at alle mobiltelefoner skal kunne bruge samme opladere på kryds og tværs, rammer nemlig især iPhones. De bruger Apples eget Lightning stik og ikke industri-standarden USB-C, som efterhånden de fleste Android mobiler er gået over til.

Apple vil uden tvivl også føle sig generet af det nyeste forslag fra EU, men denne gang er Apple ikke alene. Et nyt krav om, at alle mobiltelefoner fremover skal have let udskiftelige batterier vil berøre samtlige smartphone fabrikanter i verden.

Et internt EU-papir, som er lækket for et par dage siden, fortæller, at Bruxelles vil diskutere muligheden for at indføre standard batterier ved et møde allerede i marts.

EU vil dermed gen-indføre gamle dage. I forbindelse med de første smartphones – og også på mobiltelefonerne inden da – kunne man nemt sætte et nyt batteri i apparatet. Så kunne man altid have et ekstra batteri med i lommen, hvis det i telefonen skulle løbe tør.

Et syn fra gamle dage, hvor alle kunne og måtte skifte batteri i deres mobiltelefon. (Foto: Pexels)

I de senere år er batterierne imidlertid blevet en integreret del af smartphones. Kun teknikere kan udskifte dem. Forsøger man selv, koster det garantien.

Resultatet er, at smartphone forhandlere og fabrikanter tjener tykt på batterier, som kun de må sælge og putte i. Det er dyrt og besværligt for forbrugerne.

Nogle iagttagere i Bruxelles mener, at EU også gerne vil indføre standard batterier, der kan bruges på mange forskellige smartphones. På samme måde som med opladerne.

Den går dog næppe. Standard-størrelse batterier vil gøre det svært for mobilfabrikanter at designe deres nye modeller, ligesom forskellige processorer og skærme har varierende krav til batteriets kapacitet.

Men alene det, at forbrugerne selv kan udskifte batteriet i deres mobil – og eventuelt skal have lov til at købe u-originale batterier, der er langt billigere – vil være en revolution i mobilbranchen. Et krav, som hele industrien nok vil stejle over.

I det lækkede EU-papir argumenteres ikke kun for, at udskiftelige batterier vil gøre livet lettere for brugerne. De vil formentlig også kunne begrænse mængden af elektronisk skrot….

(Indledningsfoto til artiklen: iFixit)

(Foto: Weibo)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er der gået virus i Apple?