Huawei for og imod smartwatches?
Det er sjældent, at man hører, at en virksomheds boss taler direkte imod et produkt, som firmaet satser ganske meget på.
Alligevel er det præcist, hvad man lige nu oplever med Huaweis topdirektør og CEO Eric Xu Zhijun.
I forbindelse med den kinesiske telekoncerns Global Analyst Summit i Shenzhen erklærede Zhijun bramfrit, at han havde svært ved at se ideen i at have gadges som smartwatches ude på markedet.
”Jeg forstår ikke rigtigt, hvad vi skal med smartwatches, når vi har smartphones. Jeg kunne aldrig drømme om at bære et smart-ur selv,” sagde Huawei bossen ifølge avisen South China Morning Post ved det vigtige møde, som journalister og analytikere fra en række lande var inviteret til.
Måske kan Eric Xu Zhijun slet ikke lide at bære et ur på sin arm overhovedet. Eller måske han er imod at udvikle og fremstille smartwatches, bare fordi alle konkurrenterne også gør det.
Ved mødet fortalte Huaweis topchef også, at han mindede sine smartwatch folk om, at de skulle have gode og konkrete argumenter til fordel for et ur, hver gang de præsenterede nye ideer for ham.
Sjovt nok har Huawei netop lanceret to nye smartwatch modeller – Watch 2 og Watch 2 Classic. Begge har et eget SIM-kort, så de kan fungere uafhængigt af en smartphone….
Ingen kommentarer endnu