Auto genbrug på en sjov måde
Hvis I har en gammel campingvogn stående i haven eller har set en hel flok af dem på den lokale bilkirkegård, hvor de skal presses sammen til firkanter af skrot, kan det jo være, at I får en pludselig tanke om genbrug på en anden måde. Især, hvis synet af det veltjente hus på hjul foregår på en varm sommerdag.
Skulle I samtidig være lidt fikse på fingrene og kunne håndtere en svejser, kan I gøre som den franske multi kunstner Benedetto Bufalino. Han er specialist i at skabe surrealistiske skulpturer. Den seneste er en campingvogn forvandlet til en swimming pool.
Bufalinos forvandling af en gammel campingvogn til en ny svømmepøl er skam fuldt fungerende. Den er ikke bare en død installation, der skal pynte. Den har plads til adskillige mennesker, som gerne vil svale sig i heden.
Ombygningen krævede en del fysisk arbejde fra Bufalino og hans team. Campingvognens ret spinkle skrog er blevet forstærket med et stærkt skelet af rustfrit stål. Al indmaden er så fjernet og erstattet af et gigantisk badekar. Vognens ydre har kunstneren bibeholdt. Dog virker døren ikke længere.
Bufalinos billeder viser, at den våde campingvogn er spændt op bag en lille Peugeot personbil. Den er dog næppe stærk nok til at trække poolen på hjul, når den er fyldt med vand. Så er den meget tung og kræver nok en stærk Land Rover, Mercedes G klasse, Toyota Landcruiser, en Nissan pickup eller en VW Touareg for at flytte sig.
Den franske kunstner bekymrer sig i det hele taget ikke voldsomt meget om, hvorvidt hans kunstværker kan bruges i praksis. I 2014 forvandlede han f.eks. en gammel Seat Ibiza til en jacuzzi.
Tidligere i år viste Bufalino en gammel Ford Mondeo, som han havde opbygget til pizza ovn. Han har også lavet en gadelampe ved at placere en bil i toppen af en metalstang eller skabt en gigantisk spejlkugle til et diskotek – fremstillet af en gammel lastbil med betonblander bagpå.
I kan se flere billeder fra Bufalinos galleri via dette link. Måske er det det helt rigtige at more sig over en torsdag morgen med en god kop kaffe foran sig….
Ingen kommentarer endnu