Ældre danskere streamer mere

Meget dyrt at gå i Apple

(Foto: Sotheby’s)

For et par dage siden kunne jeg her på Leifshows fortælle om et eksemplar af Apples første iPhone fra 2007, der blev solgt på auktion for 1,3 millioner kroner. Naturligvis helt ubrugt og i original ubrudt emballage.

Nu dukker der noget endnu mere sjældent op på en anden auktion – nemlig hos store Sotheby’s. Det er et par originale Apple sneakers.

Ikke særligt mange er klar over, at Apple også har solgt tøj og sko i fordums tid. Det var helt tilbage før årtusinde-skiftet.

(Foto: Sotheby’s)

Dengang var jeg også selv i besiddelse af en silke-hvid træningsdragt, som jeg havde købt i Apples egen butik i æble-koncernens gamle hovedsæde i Silicon Valley.

Desværre brugte jeg træningsdragten til, hvad den var beregnet til – nemlig til fitness og motion. Derfor blev den hurtigt slidt og blev smidt ud for nogle år siden.

Hvis jeg havde været klogere, havde jeg aldrig pakket den ud af plastikken og beholdt købs-kvitteringen. Så ville træningsdragten nok være penge værd i dag.

(Foto: Sotheby’s)

Dog næppe helt så mange som disse originale Apple sneakers. De har aldrig været brugt og fremstår i den originale papæske.

De såkaldte Apple Inc. Omega Sports Apple Computer Sneakers blev udleveret til Apple personale under en National Sales Conference i USA i midten af 1990’erne.

Apple har formentlig aldrig solgt skoene til eksterne folk. Heller ikke via den engang ret berømte Apple shop i Cupertino.

(Foto: Sotheby’s)

De hvide sneakers i læder med gummi-såler bærer Apples legendariske logo i regnbue-farverne. De er i amerikansk skostørrelse 10,5 – europæiske 44 – og leveres med et ekstra sæt røde snørebånd.

Sotheby’s indrømmer, at Apple-skoene viser tegn på alder: “Det er helt almindeligt for sneakers på 10 år og derover.”

Ikke desto mindre regner det store auktionspris med, at de sjældne sneakers kan sælges for mindst 50.000 dollars eller knap 340.000 kroner….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ældre danskere streamer mere