Mænd sidder ved magten i EU

Smartphones er et duopol

De seneste par dages største nyhed i tech-verdenen har været Huaweis udelukkelse fra Android styresystemet. Efter pres fra Donald Trump har Google ikke turdet andet end bandlyse sin største kinesiske kunde.

Huawei hævder ganske vist, at man har forberedt sig godt på denne situation. Verdens næststørste smartphone fabrikant har i årevis arbejdet på et eget styresystem, der ligger klar til at blive installeret på fremtidige Huawei og Honor telefoner.

Honor er et alternativt brand, som Huawei sælger sine mobiltelefoner under. Honor vil efter planen lancere sin nye model 20 ved et stort event i London i morgen den 22. maj. Om det stadig sker, må tiden vise. I hvert fald vil der nok blive talt mere Google og Android end Honor 20 ved pressemødet.

Da Huaweis topchef Richard Yu for et par måneder siden blev interviewet i den store tyske avis Die Welt, sagde han, at Huaweis eget styresystem kun var Plan B. Hans virksomhed ville så absolut foretrække at arbejde med Google Android på mobiltelefoner og tablets og med Microsoft Windows på laptops.

I morgen skal Huawei efter planen holde verdens-premiere for sin nye Honor 20 telefon ved et storstilet event i London. Spørgsmålet er, om Huawei gennemfører lanceringen. Måske Huawei ligefrem benytter anledningen til at harcelere over USA.

Når man ser infografikken i forbindelse med denne artikel, forstår man godt Richard Yus bemærkning. Markedet for styresystemer til mobiler er et rent duopol. Der er kun to spillere – Apples iOS og Googles Android – og sidstnævnte sidder på 85,1 pct. af markedet.

For nogle år siden så situationen helt anderledes ud. Da sloges mindst fem rivaler om tronen blandt styresystemerne. Dengang var der f.eks. Microsoft Windows Phone, Blackberry og Samsung med Bada.

Selvom Huawei måtte have et nok så fremragende styresystem på lager, vil det gå en enorm vanskelig fremtid i møde. Måske det kan blive en succes i Kina, hvor Huawei sidder på over 30 pct. af markedet. Men internationalt er betingelserne helt anderledes.

Via Apples App Store og Googles Play butik er vi vant til at kunne vælge mellem tusinder af forskellige apps, der kan hjælpe med alt mellem himmel og jord.

(Infografik: Statista.com)

Huawei vil blive tvunget til at forhandle med hundreder af uafhængige softwarehuse, så de flytter deres apps over på den nye kinesiske platform. Det vil tage tid og koste mange penge.

I mellemtiden vil de troløse og ikke særligt tålmodige forbrugere finde andre mobilmærker, for leve uden et stort udvalg af apps vil de ikke. Huaweis rivaler i Android lejren må stå og klappe i deres små hænder med udsigten til at skulle dele rovet.

På den anden side skal de også passe på. Det kunne jo sagtens ske, at Donald Trump kastede sit vrede øje på andre smartphone fabrikanter fra Kina. Det har han gjort før. Sidste år kostede det f.eks. ZTE milliarder at undskylde sig og købe aflad i Det Hvide Hus….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mænd sidder ved magten i EU