Når laptoppen skal multitaske

Samsung gør smarte ting i dit hjem

Hele ideen med ”tingenes internet” – IoT med et teknisk begreb – er, at alle boligens og kontorets elektriske ting skal være forbundet med hinanden via et trådløst netværk.

Så kan man kontrollere ”das ganze molevitten” fra sin smartphone eller sin stemme-styrede højttaler – og ”tingene” kan melde tilbage, når der f.eks. er noget galt. Lad det være video-kameraet ved hoveddøren, termostaten i stuen, baby-overvågeren i børneværelset eller mikro-ovnen, der melder, at popcornene er færdige.

I Danmark har det intelligente hjem dog hidtil nøjedes med at blive vist som demo-objekter, eller man har kunnet købe enkelte elementer, der kan indgå i tingenes internet. Rimelig komplette løsninger, som f.eks. Google, Amazon eller Apple tilbyder, har ikke fundet vej til vores breddegrader endnu i større målestok.

Måske det ændrer sig nu, hvor Samsung lancerer sine SmartThings i Danmark. SmartThings er et åbent ”øko-system”, hvor både produkter fra Samsung og fra mange andre fabrikanter kan ”snakke” sammen.

Her er de nyeste Samsung enheder til SmartThings – hub, elpære, kamera og “plug”.

Hjertet i SmartThings er den nye Samsung Smart Hub V3 enhed, som man nemt kan installere og derefter kan forbinde til telefoner, tablets, hårde hvidevarer, smart TV, intelligente lamper, stemme-styrede højttalere, videokameraer og alle mulige sensorer.

SmartThings kan ikke kun kontrollere enkelte apparater eller funktioner. Det er også muligt at forbinde flere enheder og skabe et scenarie, hvor apparaterne arbejder sammen. De inter-agerer med hinanden. På den måde kan man f.eks. kombinere musik og lys eller på forhånd indstille varmegraderne  – eller for den sags skyld tænde for komfur og ovn i god tid, inden man selv træder ind i hjemmet.

Fra begyndelsen omfatter produkterne i Samsungs SmartThings en række sensorer, kameraer og andre enheder, der gør hverdagen lettere. F.eks. kan vaskemaskinen give signal på mobiltelefon eller på dagligstuens tv, når tøjet er klart til at blive taget ud.

SmartThings gør det også muligt at forbinde vækkeuret ved sengen med boligens belysning, kaffemaskine og radiatorer. Så bliver man ikke mødt at et lyshav og kolde gulve, men af en blid god morgen belysning, lune værelser og en kaffe, som er klar om lidt.

Har man en villa, skal der anbringes flere Samsung Smart Hub <V3 enheder rundt omkring i huset.

De nyeste elementer i SmartThings er et Smart Camera med 145 graders synsvinkel, en Wi-Fi Smart Plug og en ny Smart Bulb elpære. ”Plug’en” bruges til at sætte sine forskellige apparater i, så de kan fjernstyres via Samsungs forslag til det kloge hjem.

Den nye elpære fra Samsung kan ikke kun indstilles i lysstyrke, farve og varme. Den er også kompatibel med en række forskellige digitale assistenter som Amazons Alexa, Samsungs Bixby og Googles Assistent. På den måde kan man give mundtlige ordrer til husets belysning.

SmartThings kan arbejde med de internationale ZigBee og Z-Wave standarder. Det sikrer, at man kan forbinde de fleste ”smart home” produkter på markedet til en Samsung Smart Hub V3. På nuværende tidspunkt er det over 4.000 forskellige fra 50 mærker. Forbindelsen sker nemt og enkelt via en SmartThings app.

Denne app fungerer både med Android og iOS til iPhone/iPad. Den kan downloades gratis fra Google Play eller Apples App Store. Samsungs Smart Hub V3 og SmartThings kan nu købes via www.samsung.dk eller i Elgigantens butikker og online….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når laptoppen skal multitaske