Edge går Chromium

Facebook dominerer verdens apps

Lige før jul offentliggjorde Apple og Google hver for sig, hvilke apps der var de mest downloadede i 2019 i deres respektive online butikker.

På iPhones og iPad sad Facebook og Google på seks af de ti mest populære apps sidste år. Det viser, hvor dominerende de to digitale giganter er på de ting, som folk bruger deres mobiltelefoner og tablets til.

Nu er analyse-firmaet Sensor Tower så klar med meget mere detaljerede oversigter, end Apple og Google vil afsløre om deres software business.

Sensor Tower leverer samtidig en spændende total-liste, hvor man kan se de 100 mest eftertragtede apps på tværs af platforme.

WhatsApp var igen i 2019 den mest downloadede app på global basis. (Foto: HeikoAL / Pixabay)

 

På den måde kan vi kåre WhatsApp som verdens største app i 2019. Det Facebook-ejede meddelelses-program blev downloadet mere end 860 millioner gange. Bare ikke i Danmark, hvor Facebooks konkurrerende Messenger ligger forrest.

WhatsApp er i øvrigt langt mere populær hos Android folket end hos brugere af iPhone og iPad. Her ligger WhatsApp kun på en global fjerdeplads – efter TikTok, Instagram og YouTube.

TikTok var igen den helt store højdespringer i 2019. Den kinesiske billed- og musik-app er nu nummer to i verden med 750 millioner downloads sidste år.

I 2018 nuppede TikTok den globale fjerdeplads fra Instagram. Sidste år fortsatte fremgangen, så TikTok overhalede både Messenger og Facebook app’en.

Her er de mest downloadede apps i verden i 2019. (Grafik: Sensor Tower)

 

Ikke underligt, at amerikanerne er begyndt at være nervøs for TikTok. App’en er jo kinesisk, og så ser Det Hvide Hus straks gule blinkende lamper.

Angsten løber for, at TikTok (i teorien) kan opsamle informationer om app’ens brugere og, hvad de foretager sig. Præcist det samme, som USA beskylder Huawei for at gøre i fremtidens 5G mobilnet.

I praksis har alle amerikanske soldater og ansatte i hær, luftvåben og marine fået forbud mod at have TikTok installeret på deres arbejdsgiver-betalte telefoner.

Årets anden store vinder på globalt basis er video-app’en Likee. Den hed tidligere Like Video og udvikles af det Singapore-baserede softwarehus Bigo Technology. Likee voksede med 173 procent og nåede op på 330 millioner downloads i 2019. Det placerer app’en på en sjetteplads i verden.

TikTok app’en var den helt store verdens-succes sidste år. (Foto: Harry Cunningham / Unsplash)

Apps som TikTok, Likee eller for den sags skyld også Snow har først og fremmest vundet så stor udbredelse, fordi man via dem kan skabe sjove billeder og videoer meget nemt. Indholdet kan manipuleres kreativt og så lægges i formater, som kan postes til andre platforme som f.eks. Instagram eller Facebook.

Det er Mark Zuckerberg og co. naturligvis ikke voldsomt begejstrede for. De vil helst holde deres milliarder af brugere inden for Facebook-gruppens egen app-verden.

Derfor bliver det interessant at se, om Instagram gør alvor af sine trusler om at blokere for indhold, der er blevet modificeret kraftigt i fremmede værktøjer. Det gælder i øvrigt også photoshop’pede billeder.

Når man ser på de mest populære computerspil til mobilen i 2019, var førerpositionen ikke nær så suveræn som hos apps generelt, viser målingerne fra Sensor Tower.

Årets mest downloadede spil var PUBG Mobile, der også kendes under navnet ”Game for Peace in China). PUBG lå som nummer to i 2018, men røg helt til tops sidste år med omkring 285 millioner downloads.

De mest downloadede spil på mobilen i 2019. (Grafik: Sensor Tower

PUBG fik dog hård konkurrence af Garena Free Fire. Det er nok et spil af kategorien ”battle royale”. Med knap 270 millioner downloads og en fremgang på 48 procent i forhold til 2018 hoppede Garena op på en global andenplads.

Alt i alt blev der i 2019 downloadet 114,9 milliarder apps til mobiler og tablets. Det er en stigning på 9,4 procent sammenlignet med året før, melder Sensory Tower. De 84,3 milliarder blev installeret på Android enheder – 30,6 milliarder på gadges med iOS styresystemet ombord.

Verdens største app-marked er i øvrigt Indien. Alene i fjerde kvartal af 2019 – oktober, november og december – downloadede inderne 4,9 milliarder apps. På andenpladsen kom USA med 3,3 milliarder foran Brasilien med 2,3, Rusland med 1,5, Indonesien med 1,4 og Mexico med 0,9 milliard.

Lidt interessant i den sammenhæng er, at tre af landene i Top-10 havde flere downloads til iPhone/iPad end til Android. Det var USA, Japan og Storbritannien….

(Indledningsfoto til artiklen: Freestocks / Unsplash)

PUBG Mobile var den mest downloade spil-app sidste år. (Foto: Wikimedia)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Edge går Chromium