Hvor cykler man mon bedst i verden?

Billig OnePlus telefon bekræftet

Det har været en åben hemmelighed længe i de kinesiske sociale medier. At OnePlus var på vej med en ny og billigere smartphone, der skal redde fabrikantens gamle image om at være en ”flagskibs-dræber”. En, der leverede super-teknologi til en langt lavere pris end f.eks. Samsung.

I går blev eksistensen af en billigere OnePlus model for første gang bekræftet officielt. I et blog-indlæg i et OnePlus online brugerforum afslørede mobilfabrikantens topchef Pete Lau, at ”OnePlus er på vej med en rigtig solid smartphone til hverdags brug og til en mere overkommelig pris.”

Navnet fortæller Lau ikke, men det er højst sandsynligt OnePlus Z. Andre betegnelser, som er rumsteret, er OnePlus 8 Lite og OnePlus Nord.

Telefonen præsenteres nok i juli, hvilket passer med OnePlus’ typiske timing. Nogle uger inden lanceringe begynder fabrikanten at lække informationer og teasere i de sociale medier. Ligesom i går.

Meget typisk OnePlus: Nogle uger, inden en ny generation telefoner skal afsløres, begynder fabrikantens topchefer at lække første specifikationer i de sociale medier og tale om en ny begyndelse. (Foto: OnePlus)

OnePlus Z vil blive introduceret først i Europa og Indien. De to regioner er de vigtigste for salget af OnePlus telefoner. Større end USA og hjemmebanen i Kina.

Z-modellen vender tilbage til, hvor OnePlus begyndte. Nemlig i mellem-prisklassen. Topmodellen OnePlus 8, der kom i foråret, er efterhånden så dyr, at mange OnePlus fans frygter, at den populære fabrikant mister noget af sin charme og jordforbindelse.

Fremfor at gå på kompromis med den glimragende 8’er vælger OnePlus derfor at splitte sit repertoire ud på to telefon-linier. Til meget forskellige priser. Dermed går OnePlus ind for samme strategi som rivalerne fra f.eks. Samsung, Huawei, Sony, Xiaomi eller Nokia,

Den nye Z er skabt af et andet udviklings-team end den velkendte OnePlus 8 og dens forgængere. OnePlus har derfor etableret en ny gruppe under den tidligere chef for firmaets hardware udvikling. Paul Yu og hans folk har fået til opgave at tænke nyt og billigt.

Kan OnePlus overraske med en telefon, der koster helt nede omkring 2.000 kroner? Vi får se i juli. (Foto: 9Mobile)

Når prisen skal holdes nede, bliver den nye OnePlus næppe udstyret med top-processoren Snapdragon 865, 12 GB RAM, fire kameraer eller et lynhurtigt AMOLED display på 120 Hz – sådan som OnePlus 8 i dag. Spørgsmålet er også, om OnePlus skærer trådløs opladning fra.

Mere sandsynligt er, at OnePlus Z kommer med Qualcomms Snapdragon 765 processor med integreret 5G telefoni. Muligt er også, at OnePlus vender sig mod Taiwan i stedet for USA og køber MediaTeks helt nye Dimension 1000 chip. Også den er født med 5G.

Og prisen? Flere analytikere gætter på, at OnePlus gerne vil chokere markedet. Derfor kan en OnePlus Z måske købes for 300 US dollars, hvilket er en tredjedel af den nuværende OnePlus 8. I Danmark med den høje moms og EU-told kunne det blive til pænt under 3.000 kroner. Måske tættere på 2.000.

Tilbage i maj nævnte Pete Lau i øvrigt i et interview med kinesiske tech-medier, at OnePlus’ højeste prioritet i øjeblikket var at udvide sit udvalg af telefoner.

På OnePlus’ Instagram profil er dette billede dukket op. Det kunne antyde, at den nye telefon skal heddee OnePlus Nord. (Foto: Instagram)

OnePlus skal fremover ”sælge store mængder smartphones til lavere priser. De skal være basis i et fremtidigt øko-system af trådløst forbundne apparater,” fortalte han.

Trådløse OnePlus øretelefoner kender vi allerede. I Kina og Indien sælger OnePlus også tv med avancerede lydsystemer. Det næste kunne så være OnePlus smart-ure, routere, højttalere, mikroovne og køleskabe. Hvorfor ikke – Samsung, LG og Xiaomi gør jo det samme….

(Indledningsfoto til artiklen: Weibo)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor cykler man mon bedst i verden?