Mezmoglobe hypnotiserer sin bruger

Alt om Apples nye iPhone Xs og Xs Max

Da Apple præsenterede iPhone X for e år siden, var der meget nyt at berette om. Måske allermest udseendet, der gjorde op med ti års Apple telefoner i næsten samme design hele vejen.

iPhone X bragte også Apples første OLED skærm nogensinde og Face ID ansigts-genkendelsen, der sendte fingeraftryks-skanneren på elektronikkens kirkegård. Også det dobbelte kameraer havde spændende nyt.

Nu er der så gået et år, og iPhone X er blevet en bragende succes. Trods en rekordhøj pris og forsinkede leveringer i begyndelsen.

Apple-folket er imidlertid loyalt – meget loyalt. Det gjorde iPhone X til den mest solgte smartphone i første halvår af 2018. Både i Danmark og globalt set.

iPhone Xs og Xs Max fås i tre farver – gylden, sort og sølv.

Hvad kan Apple så gøre, når efterfølgeren skal præsenteres? Især, hvis den reelt set ikke bringer andet vigtigt nyt end en hurtigere processor, en større skærm og tre nye navne.

De to af navnene er vel ok – Xs og Xr. S’et har Apple traditionelt brugt hvert andet år på sine nye modeller. Eftersom iPhone X betyder 10, må de nye vel hedde 10S eller Xs, når Apple nu foretrækker at bruge romertal i stedet for dem, resten af verden regner og tæller med.

Til gengæld må salig Steve Jobs rotere i sin grav, når han hører, hvad Apple kan sin største telefon nogensinde. Xs Max lyder slet ikke æble-agtigt. Det er snarere et navn, man ville vente fra en kinesisk smartphone til lavpris.

Well – tilbage til nyhederne. Når man ikke har store ting at meddele, gælder det om at prale voldsomt af de små forbedringer, det er blevet til i de nye iPhones anno domine 2018 – MMXIIX for nu at blive i det latinske.

For første gang er iPhones rigtigt vand- og støvtætte efter den officielle IP68 specifikation.

Det gjorde Apple så også rigeligt ved sin præsentation. Mere pralende, selvrosende end normalt fra verdens mest værdifulde virksomhed.

Indholdet – de tre nye telefoner og en meget flottere Apple Watch – skal nok blive solgt. Forsalget af iPhone Xs og Xs Max begyndte i dag. Det bliver spændende at høre på mandag, hvor mange danskere der har bidt på krogen efter den første weekend. Telefonerne kan man købe fra fredag den 21. september. Meget tidligere end iPhone X for et år siden.

Det lover godt for julesalget af Apple ting, men må irritere konkurrenterne grænseløst. Flere af dem har nye smartphone modeller, der skal præsenteres i oktober og november. Det gælder f.eks. Nokia, OnePlus, Huawei, Motorola, Vivo og Xiaomi.

Alle de tre nye iPhones kommer med indhakket i toppen af skærmen, som har dannet skole og er blevet kopieret af utallige rivaler fra Android lejren.

I princippet er de dobbelte kameraer identiske med dem på iPhone X. Begge er på 12 megapixel. Takket være den nye A12 Bionic processor har kameraerne bedre billedbehandling og optagelser under svære lysforhold.

 

Kønt er det ikke – ”the notch” – men praktisk, når man vil gemme selfie kamera, blitz og sensorerne til Face ID, samtidig med at skærmen får tyndere rammer på alle fire sider.

Alle tre – også den billige iPhone Xr med LCD skærm – har Apple udstyret med sit nye A12 Bionic processor-par. Mikro-processoren skal køre 15 pct. hurtigere end sidste års model – grafikchippen sågar 50 pct. I det daglige iPhone brugerne nok kun mærke tilstedeværelsen af A12, når apps åbner 30 pct. hurtigere end før.

Skærmene er til gengæld dér, hvor man nok kan se den største forskel mellem de tre nye Apple telefoner. iPhone Xr kommer med et LCD-display på 6,1 tommer, som Apple hævder er det bedste på nogen smartphone.

De dyrere iPhone Xs og Xs Max er udstyret med Super Retina OLED displays, der kan vise 458 punkter pr. tomme (PPI). De har en kontrakt på 1.000.000:1, Dolby Vision, 3D Touch og HDR (High Dynamic Range). Skærmen på iPhone Xs er på 5,8 tommer ligesom på sidste års X-model. Max-udgaven ruller frem med et stort 6,5 tommers display.

iPhone Xs med 5,8 tommers skærm og Xs med 6,5 tommers display er Apples nye flagskib telefoner.

Billedskyderne har fået en polering – selvfølgelig. Både iPhone Xs og Xs Max har dobbelte kameraer med nye sensorer, der kan håndtere mere lys på en kvikkere måde.

De dobbelte billed-sensorer er på hver 12 megapixel, hvilket svarer til den gamle iPhone X mode. Apple lover dog, at den nye A12 processor vil give hurtigere billed-behandling og bedre snapshots under vanskelige lysforhold.

Bokeh-billeder, der synes at være det eneste brugbare i øjeblikket – for alle mobilfabrikanter fremhæver dem – kan man lidt mere med end på de iPhones end hos rivalerne. Man kan således justere den udfadede baggrund, efter at fotografierne er taget. Motivet i forgrunden står urørt skarpt, uanset hvad man justerer rundt på inde bagved.

For et par dage siden offentliggjorde jeg her på Leifshows.dk en ønskeliste over, hvad iPhone-fans ønskede sig allermest af de nye Xs og Xs Max modeller. De to største ønsker har Apple opfyldt – nemlig længere batteritid på en opladning og mere solide glas foran skærmen.

iPhone Xs kan således køre 30 minutter længere end den ”gamle” X model. Den dyrere iPhone Xs Max har det største batteri, som Apple nogensinde har lagt i en mobiltelefon. Resultatet er 90 minutter ekstra batteritid.

Apple lover, at de nye skærm-glas er meget mere modstandsdygtige mod ridser, stød og bump. Samtidig fortæller Apple, at iPhone Xs og Xs Max er vand- og støvtætte efter IP68 standarden. Det skulle betyde, at telefonerne kan overleve at ligge i op til to meters dybde i vand i 30 minutter uden at drukne.

Og så til sidst priserne – og de er igen blevet højere. 10.000 kroner var grænsen for et år siden. Nu er den 13.000 kroner, hvis man køber den store iPhone Xs Max med 6,5 tommers skærm og 512 GB lager. Det gør mange mennesker nok alligevel, selvom en stor portion af månedslønnen efter skat vil ende i Apples lommer.

Den lille iPhone Xs med 5,8 tommers skærm koster fra 8.899 kroner med 64 GB hukommelse til 12.099 kr. med 512 GB ombord. iPhone Xs Max fås fra 9.799 kroner med 64 GB kapacitet….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mezmoglobe hypnotiserer sin bruger