Sød robot til dine husdyr

I morgen kommer Apple med AI

(Foto: Gizchina / Weibo)

Apple hinker noget bagefter ærkerivalerne fra Google, Microsoft og Samsung, når det gælder kunstig intelligens og AI.

Google er for længst ude med sin Gemini AI. Microsoft har købt sig ind i OpenAI for at kunne være helt fremme med sin Copilot, mens Samsung har hentet assistance hos Google til sin Galaxy AI.

I morgen venter alle, at Apple omsider åbner gavepakken i forbindelse med lanceringen af det nye iOS 18 styresystem til iPhone.

Apple er ganske enkelt tvunget til det. Google er nemlig i fuld gang med at rulle AI ud som integreret del af Android, og så varer det ikke længe, inden alle større mobilfabrikanter følger efter.

Analyse-bureauet Counterpoint Research forudser således, at der i 2027 vil være over en milliard smartphones i aktivitet med ”generativ AI” ombord. Ved årsskiftet var der måske nogle få millioner.

(Foto: Matt Talks Tech / YouTube)

Analytikerne regner også med, at der vil sidde GenAI i 21 procent af alle ny-købte smartphones i 2024. Om tre år vil det være 43 procent – mestendels i de dyrere modeller.

De fleste forventer, at Apple har været på indkøb hos OpenAI for at få adgang til kunstig intelligens så hurtigt som muligt.

Det vil sige, at vi formentlig får en særlig iPhone variant af ChatGPT at se mandag aften dansk tid. Måske kan det dog også være en egen app, der udnytter Apples egen neurale motor.

Rygterne har været intense omkring, hvad Apple disker op med på sin WWDC 2024 udvikler-konference, der åbner mandag aften dansk tid.

Den amerikanske Apple-insider Matt Talks Tech har samlet dem op på forhånd i både tekst og video:

(Foto: Apple)

iOS vil således introducere en række nye AI udvidelser, der kan være med til at forandre den måde, folk benytter deres iPhone på:

De kan f.eks. sige farvel til besværlig og langsommelig foto-redigering. Ligesom vi har set det hos Google og Samsung, kan de fremover fjerne uønskede dele af et foto eller flytte folk rundt på billedet.

iPhone brugere kan også få lynhurtige tekst-udgaver – transkripteringer – af de samtaler, de har ført på telefonen. Det samme kan gøres med indholdet fra video-møder.

E-mails og meddelelser på iPhone får en forudsigende – predictive – funktion, der skal gøre det hurtigere at komponere sine tekster. Man vil også kunne få systemet til at gøre ens tekster mere personlige med egne emojis – baserende på tekstens indhold.

Det bliver meget lettere at holde styr på alle sine notifikationer og meddelelser. En ny Smart Recap feature vil levere præcise opsummeringer af indholdet.

iPhone får mere avancerede søge-funktioner med kunstig intelligens via Safari browseren og Spotlight.

Apple Music vil kunne levere meget mere personlige spillelister, fordi AI lærer sine brugeres musik-smag at kende løbende.

AI kan assistere med skrive- og design-hjælp til apps som Pages og Keynote. De skal spare masser af tid.

Siri bliver meget mere ”menneskelig” at kommunikere med. Samtaler og ordvalg bliver mere naturlig, og hele dialogen med Apples assistent skal blive mere intuitiv.

FaceTime video-kald kan blive længere end hidtil. Både lyd- og billed-kvalitet bliver bedre takket være AI’s evne til at analysere og optimere video i ”real time.”

iOS 18 bliver Apples første fremvisning af, hvad virksomheden har på vej i kunstig intelligens i den kommende tid. AI vil blive en integreret del af al Apples hardware, software og services.

Den første beta-version af iOS 18 vil kunne downloades i morgen mandag….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sød robot til dine husdyr