Nu er Samsungs Galaxy Ring officiel

5G er stadig kun i start-hullerne

(Foto: Duc Trinh / Unsplash)

Det kan godt være, at de danske teleselskaber praler af, at de nye 5G mobilnet er ved at dække hele Danmark.

Helt så fornemt ser det bestemt ikke ud i mange andre lande verden over. Faktisk står 5G stadig i starthullerne, viser den årlige Mobility Report fra den svenske telegigant Ericsson.

Ved udgangen af 2023 var der nemlig ”kun” 1,5 milliard mennesker verden over, som havde en smartphone med et 5G abonnement. Til næste nytår vil det være to milliarder.

Til sammenligning har fem milliarder en 4G telefon, der vil være rigelig hurtig for 90 procent af forbrugerne.

5G blev ellers betragtet som den helt store åbenbaring, efter at interessen for nye smartphones var ved at ebbe ud godt 15 år efter lanceringen af den første Apple iPhone.

(Infografik: Statista.com)

Det fortæller en masse om manglende ideer hos telefon fabrikanterne, hvis største design-mæssige fornyelse i de seneste par år har været gen-oplivelsen af foldemobiler.

Helt ny er klaptelefoner jo slet ikke. De var f.eks. det helt stuuure nummer omkring årtusinde-skiftet for 25 år siden.

Dengang dog kun som feature-phones med skærm og tastatur i hver sin halvdel – og naturligvis slet ikke med samme kræfter som moderne foldbare smartphones fra f.eks. Samsung, OnePlus, Google, Huawei eller Motorola.

Til gengæld går udbredelsen af 5G telefoner hurtigere end tilbage i 2009, hvor 4G blev præsenteret for en begejstret verden.

Det skyldes bl.a, at man meget hurtigt kunne købe 5G mobiler til lave priser. I dag kan man finde dem til priser under 2.000 kroner.

De første Android smartphones med 5G fra bl.a. Samsung dukkede op i danske butikker i 2019, mens Apple først svarede igen i efteråret 2020. Længere er det ikke siden.

Når 5G vil nå to milliarder abonnenter her senere i år, skal man måske snarere sammenligne med 3G end med 4G. 3G nåede nemlig aldrig to milliarder brugere på verdensbasis….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu er Samsungs Galaxy Ring officiel