Din smartphone kan høre, om du er fuld


(Foto: Getty Images / Unsplash+)
For nogle år siden vrimlede det med elektroniske alko-målere, der enten fungerede som en separat enhed eller blev koblet på ens smartphone.
Siden har der været ret tavst omkring disse målere, som alle byggede på, at man pustede ind i et rør, hvor sensorer så målte promillen.
Tavsheden skyldes næppe, at folk drikker mindre, end de plejer. Måske snarere, at målerne ikke var voldsomt præcise, og at vi har haft to år med Corona, hvor folk ikke kunne gå så meget i byen.
For at opnå en mere præcis måling har vi også set alternative metoder som alko-testere indbygget i bilrat, sved-analyserende sensorer eller en mobiltelefon app, der holdt øje med bilistens øjen-bevægelser.
Nu kommer så en helt nye opfindelse, hvor mobilens mikrofon og indbygget kunstig intelligens (AI) bruges til at vurdere, om brugeren er beruset.
Vedkommende behøver ikke engang at lalle rundt eller tale sort. Selv de mindste variationer i talestrømmen skal den nye app kunne registrere og vurdere, om skyldes for meget sprut.
Opfindelsen er gjort af forskere på Stanford Medicine i Californien og University of Toronto i Canada:
De har ladet en test-gruppe indtage en dosis alkohol baseret på deres kropsvægt. Derefter lod de prøve-personerne læse et stykke tekst, mens mobilens mikrofon stod tændt i en afstand af en halv til en hel meter.
Personerne læste teksten op, før de fik noget at drikke – og igen efter at have fået et par glas vin, øl eller drinks.
Samtidig blev testernes promille testet med blodprøver hver 30 minutter over en periode på syv timer.
I den mellemliggende periode delte forskerne optagelserne ind i små én-sekunders segmenter, der blev målt på både tale-hastighed, -variation og læsefejl.
Da forskerne til sidst stod med en database af måleresultater, kunne de konkludere, at metoden kunne forudse beruselse med hele 98 procents nøjagtighed.
Forskerne er nu gået i gang med at skrive en app, som interesserede kan downloade til deres smartphone og bruge som alkometer i fremtiden.
En af udfordringerne bliver i den forbindelse at få app’en til at slå alarm, hvis et bestemt promille-niveau er nået.
Da promille-grænser er forskellige fra land til land, vil forskerne benytte kunstig intelligens og GPS til at skræddersy app’en til forholdene.
I den forbindelse vil de også indbygge en løbende rådgivning i app’en, så den f.eks. kan advare brugeren om, at nu nærmer han eller hun sig det kritiske punkt, hvor de hellere skulle tage en taxi, en bus eller tiget hjem – og lade bilen stå.
Desværre kan forskerne ikke sige, hvornår alko-app’en vil være klar. Det bliver i hvert fald ikke til dette års julefrokost-sæson.
Resultaterne fra den amerikansk-canadiske forskning er offentliggjort i den videnskabelige publikation ”Journal of Studies on Alcohol and Drugs”….
Ingen kommentarer endnu