Vil give danske bilister ”laderet”


(Foto: Getty Images / Unsplash+)
Forud for Nordens største elbil-udstilling eCar Expo, der holdes i Bella Center her i denne weekend, kaster De Danske Bilimportører et spændende og opsigtsvækkende forslag frem.
Bil-industrien vil hjælpe de mange danskere, der bor i etage-ejendomme og derfor ikke har adgang til en egen ladeboks ligesom folk i villaer med have.
Det giver en skæv-vridning af adgangen til forureningsfri og klimarigtige personbiler, som politikerne på Christiansborg svært kan tale udenom.
Bil-importørerne foreslår ganske enkelt, at Danmark skal indføre en ”laderet” til sine borgere.

Der mangler akut offentlige ladestationer i kommuner som f.eks. København. (Foto: Kindel Media / Pexels).
Med den i hånden skal borgere i etage-ejendomme kun gå til deres kommune og kræve, at den opsætter ladestationer på den nærmeste offentlige parkeringsplads nær deres bolig.
At der ikke er tale om det rene luft, understreges af, at 730.000 danske familier med bil bor i etage-ejendomme, rækkehuse osv. De har ikke normalt adgang til en egen privat p-plads, hvor de kan få opstillet en ladestander.
”Vi ser desværre eksempler på, at borgere afleverer deres nye elbil tilbage til forhandleren, fordi de ikke har tilstrækkelig mulighed for at få deres batteri ladet op nær deres bopæl. Det er brandærgerligt,” siger Mads Rørvig. Han er administerende direktør for De Danske Bilimportører.
Han tilføjer, at en ordning med laderet til borgerne er ganske gratis for det offentlige:

(Grafik: De Danske Bilimportører / Danmarks Statistik)
Kommuner kan nemlig ikke selv opstille offentlig ladestandere, men skal sende dem ud i udbud, som private aktører kan byde ind på.
Med andre ord finansieres opsætning af ladepunkterne af el- og energi-selskaber, mens den daglige drift vil være del af den strømpris, som elbil-ejerne skal betale.
Storbyer som København, Frederiksberg eller Aarhus har særligt mange familier med bil, der bor i etage-ejendomme. Her er behovet for offentlige kantstens-ladere også mest akut.
Københavns Kommune har f.eks. 120.000 offentlige p-pladser, men kun ca. 3.000 offentlige ladere. Det er med til at forsinke hovedstadens grønne omstilling, når en tredjedel af bilparken vil være elektrisk om senest seks år….
Ingen kommentarer endnu