Apple får bedre danske landkort


(Foto: Norbert Buduczki / Unsplash)
De mange danske brugere af iPhones svinger mellem, om de skal bruge Googles populære Maps eller Apples egen Kort-app, som måske ikke har været helt så god.
Det råder Apple nu bod på, efter at en ny dansk udgave af Kort app’en er dukket op.
Den disker op med mange forbedringer som f.eks. vejvisning på cykel, bedre navigation, visning af seværdigheder i 3-D og en mere detaljeret dækning af vores lands vejnet.
Blandt nyhederne er også funktionen Vejbane-anvisning, der hjælper brugerne mod at dreje forkert eller farer. Funktionen sørger nemlig for, at bilen ligger i den rigtige vejbane, før den skal dreje eller køre ind på en motorvej.

(Foto: Apple)
Smart er tillige, at vejvisning nu foregår med naturligt dansk sprog. Så er det nemt at forstå f.eks. ”drej til højre ved næste lyskryds.”
Samtidig har Ruteplanlægning fået flere stop, så man kan planlægge op til 15 pauser undervejs.
Alle ruter synkroniseres automatisk mellem iPhone, Mac, Apple Watch, iPad og CarPlay i bilen, så man kan forberede sig optimalt, inden man sætter sig i bil, på motorcykel, elcykel eller jernhest.
Den nye Del ankomst feature gør det muligt at give familie, kolleger, kunder og venner løbende besked om ens forventede ankomst-tidspunkt. Et enkelt tryk på en knap eller en stemme-opfordring med Siri er nok.

Apple Kort har fået flere forbedringer for cyklister og fodgængere. (Foto: Jay Miller / Unsplash)
Modtageren kan også følge med i trafikantens rute og får straks sendt advarsler med et nyt ankomst-tidspunkt, hvis der sker væsentlige forsinkelser.
Brugerne kan nemt rapportere om uheld og ulykker, de møder på vejen. Det samme med farlige situationer, kødannelser eller fartkontrol:
Man skal blot sige til Siri assistenten, at ”der er en ulykke længere fremme” eller, at ”der er noget på vejen.” Man kan sågar opdatere Kort systemet, når f.eks. vej-arbejder er ryddet.
Den nye Apple Kort på dansk er dybt integreret med andre populære apps, herunder Fotos, Beskeder, Kalender, Vejr osv. Det samme gælder tjenester og apps fra andre leverandører.

Danske brugere får nu detaljeret, trinvis vejvisning på cykel med ruter ad cykelstier og cykelvenlige veje. (Foto: Apple)
Endelig hjælper Apple Kort folk, der rejser med offentlig transport i Danmark. De kan nemmere finde nærliggende togstationer, lægge foretrukne ruter eller modtage en notifikation, når de nærmer sig et stoppested.
Apple understreger, at beskyttelse af personlige oplysninger og anonymitet er indbygget i Kort. Man behøver således ikke at logge på for at få adgang.
Alle data, der indsamles af Kort, mens app’en er i brug – herunder søgeord, ruteplanlægning og trafikoplysninger – tildeles vilkårlige identifikatorer, som nulstilles regelmæssigt.
Dette forhindrer, at søge- og lokalitets-oplysninger, der lagres på serveren, kan forbindes med en identificerbar bruger.

Apple Kort har fået mere detaljeret vejvisning, som kommunikerer i normalt dansk talesprog. (Foto: Apple)
Ved hjælp af en såkaldt “fuzzing” (sløring) proces sørger Kort for at skjule brugerens lokalitet på Apples servere, når vedkommende søger.
Til sidst en lille oversigt over vigtige nyheder i Apple Kort:
- Vejvisning på cykel kan vise stigninger på ruten, specielt trafikerede veje, placering af cykelværksteder og offentlige toiletter. Funktionen virker også fint på Apple Watch.
- Vejvisning til fodgængere er udstyret med Augmented Reality (AR), så det er nemmere at finde rundt i ukendte områder. Brugere skal blot holde deres iPhone og skanne de omgivende bygninger. Så ved app’en, hvor de befinder sig.
- App’ens Detaljerede Byoplevelse giver nu endnu flere oplysninger om bydele, kommercielle områder, lystbådehavne, bygninger osv.
- Kort indeholder specielt designede oversigter over seværdigheder i en række kendte byer verden over. Det er bl.a. Berlin, London, Los Angeles, Melbourne, Miami, Montreal, Paris, San Francisco, Sydney, og Vancouver.
- Offline Kort i det nye iOS 17 styresystem til iPhone giver brugerne adgang til at vælge et område på deres telefon og downloade et kort over området med et enkelt tryk. Når de er offline, kan brugerne få trinvis vejvisning til, hvordan de kommer frem i bil, til fods, med offentlig transport eller på cykel.
- Med Favoritter får man let vejvisning til ofte besøgte steder. Når først en placering er føjet til Favoritter på startskærmen, skal brugerne bare trykke én gang for at få vejvisning til deres hjem, arbejde, fitnesscenter eller skole.
- Flyover funktionen gør det muligt at udforske større byområder gennem en foto-realistisk 3-D visning. Man kan zoome, panorere, hælde eller rotere enheden omkring bygninger og seværdigheder.
- Med Indendørskort over lufthavne og shopping centre skal brugerne blot åbne Kort-appen for at se, hvilken etage de befinder sig på, hvor det nærmeste toilet ligger, eller hvilke restauranter og butikker der er åbne.

Med den nye Apple Kort app kan man udforske geografien virtuelt. Funktionen Se Dig Omkring viser inter-aktive 3-D billeder. (Foto: Apple)

Apple Kort kan bl.a. vise 3-dimensionelle billeder af danske seværdigheder. (Foto: Apple)
Ingen kommentarer endnu