Dyrt at slippe for reklamer på Facebook


(Foto: Julio Lopez / Unsplash)
Det kunne se ud, som om den næste trend i sociale medier bliver, at brugerne skal betale for at få adgang – eller i det mindste for at slippe for de mange reklamer. Præcist, som vi kender det fra f.eks. Spotify.
TikTok pusler med den idé, og Meta med Facebook og Instagram skal være meget længere fremme med planerne.g
Hos Meta skal årsagen være, at verdens største sociale medier ellers ikke kan opfylde EU’s stramme regler om privatlivets fred.
Den klart største indtægt for Facebook og Instagram er reklamer, som er skræddersyet til hver enkelt bruger ud fra dennes interesser og hobbies. En særdeles lukrativ forretning, der har gjort Mark Zuckerberg til en af verdens rigeste mænd.
Meta er derfor nødt til at finde en kompensation for manglende reklame-indtægter, hvis de bliver forbudt i EU inklusive Danmark.
Det bliver så at indføre et abonnement for at slippe for reklamerne. En månedlig pris, der overgår, hvad vi i dag betaler for at se Netflix.
Den betalte adgang skal i første omgang indføres i Instagram app’en til mobiltelefoner og tablets. Den kommer til at koste 14 dollars eller ca. 100 danske kroner om måneden.

Facebook risikerer at miste sin største indtægt i Europa – nemlig de person-rettede reklamer til hver bruger. (Foto: Timothy Hales Bennett)
Næste skridt bliver, at Meta vil tilbyde en pakke-løsning med både Facebook og Instagram i. Den skal koste 17 dollars eller ca. 125 kroner.
Hvis man kun vil benytte Facebook og Instagram via browser, bliver abonnementet noget billigere – nemlig 10,50 dollars eller 75 kroner om måneden.
At det bliver billigere at benytte de to sociale medier fra browser skyldes, at Meta ikke her skal betale afgifter til Apples App Store eller Googles Play butik.
Mark Zuckerberg vil udelukkende indføre de reklame-frie, men betalings-krævende Facebook og Instagram til borgere i EU-landene. Brugere i andre lande verden over vil ikke blive berørt.
Meta har ligget i slagsmål med EU’s myndigheder i flere år:
EU vil nemlig ikke acceptere indsamling af private brugeres data, så de kan benyttes til at skabe et digitalt portræt af hver enkelt, som kan sælges til annoncører.
Forholdet mellem EU og Meta er så blevet yderligere forværret efter, at Bruxelles vil forbyde, at brugeres data flyttes ud af Europa. I Metas tilfælde til store servere i USA.

Europæiske Instagram brugere skal snart kunne betale for at slippe for skræddersyede reklamer. (Foto: Gabrielle Henderson / Unsplash)
Samme problem har bl.a. TikTok i både Europa og USA:
Det kinesiske sociale medie har måttet love myndighederne i EU og Washington, at alle bruger-data forbliver her og aldrig mere vil blive sendt videre til kinesiske servere.
I juli rendte Meta ind i et nederlag, da EU-domstolen forbød selskabet at blande bruger-informationer, som er samlet ind på tværs af sociale medier og meddelelses-platforme som Messenger, WhatsApp eller den nye Twitter-rival Threads.
Lige nu har Meta meget travlt med at finde en løsning. Online-giganten har nemlig en deadline i november, hvor den ikke længere må indsamle personlige data fra brugere i Europa uden først at få en bekræftet tilladelse fra hver enkelt.
Metas svar bliver at tilbyde det reklame-fri abonnement her i oktober. Hvis Facebook og Instagram entusiaster fortsat vil bruge tjenesterne gratis, er det med reklamer. Brugerne må selv vælge.
Helt ukendt for Meta er betalings-regler dog ikke. I USA tilbyder man f.eks. Meta Verified. Det koster op til 14,99 dollars om måneden og dækker Facebook og/eller Instagram.
Verified indeholder en såkaldt “blå godkendelse” for en brugers konto, som til gengæld får bedre beskyttelse mod spam og andre irriterende henvendelse. Desuden har blå abonnenter prioriteret adgang til kunde-support.
X, der tidligere hed Twitter, har et tilsvarende tilbud – X Premium. Det koster også penge og giver yderligere fordele som f.eks. længere indlæg, redigere indhold, gemme likes, lave egne app ikoner og udgive videoer af længere varighed.
Den store forskel er, at Metas europæiske betaling til for Facebook og Instagram udelukkende gælder frihed for målrettede reklamer, mens X Premium halverer antallet af samtlige reklamer….
Ingen kommentarer endnu