Lille ø bliver rig på kunstig intelligens

iPhone 15 får USB-C og bedre kamera

(Foto: Apple)

(Opdateret) Spændingen har været stor, men her til aften bliver forventningerne forløst. Her til aften præsenterer Apple sin nye iPhone 15 høst af smartphones.

De to ”billige” i Apples program – iPhone 15 og iPhone 15 Plus – triller frem med en hel stribe fornyelser. De fleste forventede, men også med et par overraskelser imellem.

Forventet var, at de to ville overtage den A16 Bionic processor, som iPhone 14 Pro og Pro Max hidtil har benyttet. Pro’erne får den helt nye og stærkere A17 motor.

Overraskende er det bestemt heller ikke, at iPhone 15 og 15 Plus er udstyret med USB-C stik ligesom alle moderne Android mobiler og Windows laptops.

iPhonr 15 og 15 Plus har fået nye bagplader af glas. Hovedkameraet er blevet forbedret til 48 megapixel. (Foto: Apple)

Under hårdt pres fra EU siger Apple dermed farvel til sit eget Lightning kabel, der blev introduceret tilbage i 2012 med iPhone 5.

Apples USB-C kabel kan (naturligvis) transportere både strøm, video og audio. Meget praktisk kan et Apple USB-C kabel lade et Apple Watch eller et sæt AirPods øretelefoner direkte fra iPhonens batteri.

Nye er heller ikke skærmstørrelserne. De er præcist de samme som på de nu ”gamle” iPhone 14 og 14 Plus. Nemlig 6,1 og 6,7 tommer.

Lidt mere fornyende er det, at Apple har droppet indskæringerne i toppen af displayet til selfie-kamera og diverse sensorer.

I stedet arver iPhone 15 og 15 Plus de såkaldte ”dynamic islands”, som ellers har været forbeholdt Pro modellerne.

Displayene er også blevet mere lysstærke. Udendørs i solskin kan de vise billeder med 2.000 nits. Afspiller man video med HDR, dæmpes lysstyrken til maksimalt 1.600 nits.

Et fint fremskridt er tillige, at det ene af de to kameraer på iPhone 15 og Plus’ens bagside nu er øget til 48 megapixel. Dermed når de op på siden af de fleste bedre Android rivaler.

Meget smart kan man via software udnytte de ekstra billed-punkter til at skabe zoom-billeder i 2x optisk forstørrelse.

Desuden har iPhone 15 og iPhone 15 Plus fået en ny portrait mode. Den aktiveres automatisk, når kameraet bliver fokuseret på en person eller et kæledyr.

Apple iPhone 15 og 15 Plus kommer i fem farver – sort, blå, grøn, gul og lyserød. Apple kalder dem noget andet.

Meget overraskende har Apple Danmark valgt at sætte priserne på de nye iPhone 15 og iPhone 15 Plus ned i forhold til, hvad deres forgængere kostede ved lanceringen for et år siden.

Den almindelige iPhone 15 model skal koste fra 7.799 kroner med 128 GB lager. I september sidste år betalte man 8.299 kroner for Apple iPhone 14.

Tilsvarende er prisen på iPhone 15 Plus sænket til 8. 799 kroner, hvor forgængeren kostede fra 9.299 kroner for et år siden.

Begge kan forudbestilles fra den 16. september. Telefonerne lander i danske butikker den 22. september….

Contach Posters i det nye iOS17 styresystem giver en sjov måde at vise indkommende telefonkald med. (Foto: Apple)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lille ø bliver rig på kunstig intelligens