Sådan bliver AirPods rigtig dyre

Nostalgien lever længe

(Foto: HMD Global)

For 16 år siden holdt Nokia premiere på sin dengang helt nye 2660 foldemobil – dengang kaldet flip-telefoner.

Nokia 2660 blev dermed en af den finske telegigants sidste mobiler i klassisk design. Samme år lancerede Apple nemlig sin første iPhone og revolutionerede verden med sit store touch-display og innovative betjening.

Nu 16 år siden genopliver Nokia 2660 Flip telefonen. Med stort set samme elektronik, nye farver og 4G telefoni ombord, som ingen tænkte på tilbage i 2007. Dengang var 3G knap nok opfundet.

Inden da havde Nokia allerede flere folde- eller Flip-mobiler på markedet. Rent teknisk blev de kaldt ”clam-shells”, fordi de åbnede sig som en slags østers eller musling.

Skærm i den ene halvdel og et rigtigt tastatur i den anden. Så kan man skrive sms hurtigere og mere fejlfrit end på en smartphone. (Foto: HMD Global)

Den første af slagsen hos Nokia kom i 1998, så selve fænomenet klap-telefoner har faktisk en slags 25-års jubilæum i år.

Nokia 2660 bliver genoplivet i en verden, som ganske vist domineres af smartphones med store skærme, men hvor der også er en stigende bølge af nostalgi og anti-tech.

Tænk blot på vinyl-skiver og grammofoner, der igen sælges i store antal. Ofte er det unge fra Generation Z og Millennials, som køber dem.

De siger, at musik fra streaming er upersonligt og følelsesløst. Når man står med en LP i hånden, får man et meget tættere – og nærmest fysisk – forhold til musik og kunstner.

Den nye Nokia 2660 følger den nye “back to basics” trend, som et stigende antal unge efterlever. Mobilen kan bruges til at ringe og smse med. (Foto: HMD Global)

Hos Nokia er det nok en god blanding af nostalgi og en trend mod at begrænse sin skærmtid. Det er ikke kun vores statsminister, der vil have de danske unge væk fra at gå døgnet rundt med næsen i en smartphone-skærm. Mange af dem kan godt selv.

Disse unge kalder sig selv for ”screenagers” og har indtaget TikTok med med profilen #bringbackflipphones. Den har i skrivende stund over 49 millioner visninger.

Den nye gamle Nokia 2660 er en sand flip-phone, der kan klappes på midten, så den kun fylder det halve.

Nokia 2660 kommer samtidig midt i en af de vigtigste nye trends i smartphone verdenen. Nemlig foldemobilerne, som ventes at få deres store gennembrud her i 2023.

Dermed får vi to parallelt løbende trends, der begge handler om at klappe telefonerne – eller rettere klappe dem op eller i.

Den nye Nokia fås i to farver. (Foto: HMD Global)

Hos HMD Global, der nu om dage producerer Nokia telefoner på licens, har man oplevet en fordobling af salget i Flip-mobiler. Salget i de første måneder af 2023 tyder på, at den stejlt opad-gående trend vil fortsætte i år.

Det er nemlig blevet cool at bruge telefoner til, hvad de egentlig blev udviklet til. Nemlig til at tale i telefon. Ikke som en mini-udgave af et tv.

Til forskel fra de nymodens Flip og Fold smartphones fra f.eks. Samsung og Motorola har de klassiske klapmobil som Nokia 2660 Flip ikke en kæmpeskærm, der fylder hele indersiden af telefonen og kan foldes på midten.

Dengang som nu sidder den lille farveskærm og tastaturet på hver sin halvdel. Det har bl.a. den fordel, at man kan skrive sms hurtigere.

Som nævnt er elektronikken blevet opdateret siden 2007 – heldigvis da – så Nokia 2660 sagtens kan begå sig i et 2023. hvor alle taler 5G og skærme på mindst 6,7 tommer.

Danskeren Lars Silberbauer fortæller, at Nokia sælger flere millioner telefoner om måneden. De fleste er feature-phones – altså ikke smartphones. Silberbauer er marketingchef hos HMD Global, der i dag har retten til at bruge Nokia-navnet på telefoner. (Foto: HMD Global)

Den nye Nokia 2660 Flip kan bruges til at ringe med. Den kan sms’e og har det klassiske Snake-spil ombord, hvis man nu skulle kede sig.

Kameraet er lo-fi, som de nu var for 16 år siden. Til gengæld kører batteriet en hel uge på en opladning. Det er der ingen moderne smartphone, som kan præstere.

Rent fysisk er Nokia 2660 Flip meget robust, og HMD Global har formået at give hængsler og lukke-mekaniske det samme klik som på forgængeren.

Den skægge nye Nokia kommer i de to glade farver Pop Pink og Lush Green fra juni, hvor den kan købes i Elgiganten og Salling Groups supermarkeder.

Prisen – ja den er også helt smartphone-fremmed – nemlig 699 kroner….

Den nye gamle Nokia har et lille kamera til snapshots -nix weiter- (Foto: HMD Global)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan bliver AirPods rigtig dyre