OK Mobil bliver til CBB

Prisen det mest spændende

(Foto: Google)

(Opdateret) Det var forventet længe, at Google ville præsentere sin nye ”lillebror” i mobiltelefoner i aftes.

Pixel 6a har nemlig stået i skyggen af de dyrere Pixel 7 og 7 Pro modeller. Måske især i Danmark, hvor de 7’erne var nyheden, da Google omsider åbnede for mobilsalget herhjemme i oktober sidste år.

Teknisk er der ikke de store overraskelser i den splinternye Pixel 7a. Det er der til gengæld i prisen.

En krone under 4.000 skal Google-nyheden. Det gør telefonen til et meget stærkt udspil i mellemklassen.

Kun få andre smartphones kan matche Pixel 7a til den pris. Samsung, Motorola, Xiaomi og Apple har grund til at være nervøse.

Kameraerne gemmer Google i det karakteristiske mavebælte. (Foto: Google)

De har alle modeller i klassen omkring de 4.000 kroner. OnePlus har kun nedsatte modeller fra sidste år, indtil en OnePlus Nord 3 formentlig dukker op senere i år

Med sin Google Tensor G2 processor i maven leverer Pixel 7a flagskibs-præstationer til en meget lavere pris.

De tekniske specifikationer ligger således meget tæt på storesøster Pixel 7. De vigtigste forskelle finder man tilsyneladende i skærm-størrelse og i de indbyggede kameraer.

Det ydre design er typisk Google. Mest markant er bæltet hen over ryggen på telefonen, hvor kameraer og flash er placeret.

Hvis man vil følge tidens mode, er skærmen på Pixel 7a ”meget lille”. Kun 6,1 tomme syner ikke af meget, når selv langt billigere telefoner i dag disker op med 6,6 eller 6,7 tommer.

Den nye Pixel 7a er vandtæt efter IP67 kravene. (Foto: Google)

Displayet er en lysstærk OLED-type, der viser billeder i HDR-kvalitet og Full HD+ med 2.400 gange 1.080 punkter.

I forhold til den gamle Pixel 6a har Google meget klogt øget antallet af gange, som skærmbilledet bliver opdateret i sekundet – Hz.

Forgængeren nøjes med 60 Hz ”refresh rate”, hvilket er alt for lidt for folk, der bruger deres smartphone til avancerede videospil. Den nye Pixel 7a har fået løftet loftet til 90 Hz.

Motoren, der skal drive det hele, er Googles egen Tensor G2. Den er identisk med den processor, som også sidder i de dyrere Pixel 7 og 7 Pro telefoner, samt Googles kommende Pixel Tablet og Pixel Fold mobil. Set i den sammenhæng får man altså meget kraft for relativt små penge.

Tensor G2 assisteres af 8 GB RAM og 128 GB lager. Ikke imponerende. Det samme gælder batteriet på 4.385 mAh, der kan oplades med 18 watt via kabel eller 7,5 watt trådløst. Det kan selv langt billigere telefoner gøre meget hurtigere.

På kamerafronten holder Google sig til to på bagsiden og én til selfies på fronten: Hoved-objektivet på 64 megapixel er helt nyt og suppleres af en ultra-vidvinkel på 13 MP.

På papiret lyder det ikke omvæltende, men Google har en tradition for at indbygge foto-software, der kan få det utroligste ud af kameraer, som umiddelbart lyder almindelige.

Om det også er tilfældet med Pixel 7a, må en test afsløre. Den forbereder vi i øjeblikket her på Leifshows.

Google Pixel 7a kan købes i danske forretninger og i Googles egen online shop i dag. Man har valget mellem fire farver – charcoal, sea, coral og snow….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OK Mobil bliver til CBB