Høreapparat hjælper mod demens

En djævel af en mobil

ROG phone 7 med ekstern køleenhed. (Foto: ASUS)

Mens verdens største pc-fabrikant Lenovo har droppet sin produktion af Legion gamer-mobiler, satser konkurrenterne fra ASUS fortsat på det stigende marked.

Det nyeste udspil herfra er nærmest en djævel af en mobiltelefon. Stor og med masser af hestekræfter, en lynhurtig skærm og eget kølesystem.

Dertil kommer – hvad der er lidt usædvanligt for gamer-mobiler – et sæt stærkt forbedrede kameraer.

Fotos plejer ellers ikke at være så vigtige for spil-entusiaster. For dem gælder det om, hvad der foregår på displayet – og måske en selfie eller selfie video ind i mellem.

De nye ASUS ROG Phone 7 og ROG Phone 7 Ultimate rummer naturligvis den seneste Qualcomm Snapdragon 8 Gen. 2 processor, der ledsages af op til 16 GB lynhurtig DDR5X RAM og 512 GB lager med UFS 4.0 styring.

(Foto: ASUS)

Ligesom op-peppede sportsvogne skal gamer-mobiler jo imponere med både motor og ydre fremtoning.

Begge ASUS nyheder har samme processor. Forskellene finder man i de ekstra features:

Ultimate modellen kommer således en gimmick, der kaldes AeroActive Portal. Den åbner op for at lede luft direkte udefra og ind i telefonens indre damp-kammer.

Det er en interessant detalje, der formentlig er med til at holde elektronikken kølig under stærk belastning. Desuden giver det telefonen lidt præg af ”Transformers.”

ASUS har også indbygget et forbedret GameCool 7 kølesystem, der er bygget af to lag grafit med et lag bor-nitrit imellem.

(Foto: ASUS)

Tilsammen udgør køle-arealet 16.000 mm² og skal sikre mindst 10 procent bedre køling end på forgænger-modellerne ROG Phone 6 fra sidste år.

Ultimate har desuden sin egen separate fryseboks med i købet. Den hedder AeroActive Cooler 7 og skal kunne sænke temperaturen inden i telefonen mærkbart.

Cooleren klikkes bag på telefonen – se artiklens indledningsfoto – og får den ikke ligefrem til at se elegant ud. Snarere tværtimod.

Til gengæld indeholder cooleren også en egen subwoofer til de dybe toner. Sådan en er der ikke fysisk plads til i en smartphone.

Koblet sammen med ASUS mobilernes to indbyggede stereo-højttalere skal subwooferen både kunne spille højt og levere en lydgengivelse, der minder om ægte Hi-Fi.

Skærmene på de nye ASUS’er er af AMOLED typen og 6,78 tommer store. De kan vise Full HD+ billeder i 2.448 gange 1.080 punkter – og meget hurtigt.

Displayene har nemlig en opdaterings-frekvens på hele 165 Hz. Det er ekstremt hurtigt for en mobiltelefon, hvor de fleste konkurrenter i øjeblikket kappes om at på 120 Hz, Oveni kommer en ”touch sampling rate” på 720 Hz. Det er rent kræs for gamere.

Med deres store motorer og grafik-chips bruger spil-mobiler meget strøm. Af samme grund har ASUS indbygget et meget stort batteri på 6.000 mAh, der heldigvis kan lades hurtigt op med 65 watt via USB-C kabel.

Endelig var der jo lige det der med forbedrede kameraer. De omfatter et 50 megapixel hoved-objektiv med Sony IMX766 billedsensor, en super vidvinkel på 13 MP og en makro-linse på 5 MP til nær-optagelser. Selfie-skyderen på fronten er på 32 MP.

Så meget om de indre værdier i de nye ASUS telefoner.

Betjeningen er dog lige så vigtig for spil-freaks. Det gælder både touch-skærmen og fysiske “trigger” knapper på siden og skuldrene af telefonen.

ROG Phone 7 har AirTrigger Shoulder kontroller, der kan arbejde med både håndbevægelser og gyroskop sigte.

(Foto: ASUS)

Dertil kommer en lineær vibrations motor på x-aksen, der leverer et markant feedback og en ekstra realistisk fornemmelse i heftige videospil.

Endelig kan de to ASUS ROG Phone 7 og 7 Ultra arbejde med avancerede ”ray tracing” egenskaber. Præcist, som OnePlus introducerede med sin model 11 topmodel for nogle måneder siden.

Problemet for både ASUS og OnePlus – og dermed også deres kunder – er, at ikke særligt mange spil på markedet støtter Ray Tracing. Omvendt kan man jo sige, at de nye telefoner er fremtidssikre – for spillene skal nok komme.

Begge telefoner er i øvrigt vandtætte efter IP54, hvilket ikke er imponerende. Det skulle dog være tilstrækkeligt til at kunne modstå et stænk cola eller Red Bull energi-drik, men spille i regnvejr eller under bruseren skal man nok ikke.

ROG Phone 7 modellen vil kunne købes i Phantom Black og Stor White. Ultimate versionen fås kun i hvidt.

Telefonerne kan nu forudbestilles hos Asus, og man får et sæt trådløse Cetra øretelefoner med i købet. Priserne begynder ved 7.799 kroner for standard ROG Phone 7, mens man skal betale 10.799 kroner for Ultimate.

Sidstnævnte er inklusive den separate AeroActive køle-enhed. Den kan man såmænd også købe løst. Den koster 110 euro eller ca. 800 kroner ekstra….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Høreapparat hjælper mod demens