Brother nummer ét i laserprintere

Mobiltelefonen er et lysshow

(Foto: Unihertz)

Når man er løbet tør før andre ideer og features, der kan tiltrække publikum og adskille en fra konkurrenterne, kan man altid forsøge sig med et lysshow.

I gamle dage var det Hi-Fi forstærkere og receivere, som fik større og større blinkende displays på fronten.

Nu om dage ser moden ud til at have smittet over på smartphones. Her placeres de blinkende lamper på bagsiden, for fronten er jo i forvejen domineret af store farvestrålende skærme.

Det første lysshow på ryggen af en mobil kom sidste år med lanceringen af den første Nothing telefon.

Den var udviklet af den tidligere OnePlus stifter og topchef Carl Pei, der manglede en visuel gimmick til sine første smartphone af egen avl.

Nothing phone (1) bruger neon-agtige lamper til f.eks at vise, at der er kommet emails eller sms ind. Lyset kan også vise, når telefonen er ved at oplade.

Luna er sjov og billig, men kan kun køre med 4G. (Foto: Unihertz)

 

Længe var Nothing ene på markedet med sit lysshow. Ingen af konkurrenterne mente åbenbart, at det var noget, som kunne tiltrække det store publikum.

Nothing er da heller ikke ligefrem blevet en bestseller. Næppe heller i Danmark, hvor Telenor og CBB er de eneste steder, man kan købe den ret unikke smartphone.

Ikke desto mindre var det Carl Peis tidligere arbejdsplads – OnePlus – som adopterede den lysende ide som nummer to på markedet.

OnePlus lod således lysende linier på ryggen af sin OnePlus 11 Concept Phone vise, hvordan væsken i mobilens integrerede kølesystem løber rundt inden i apparatet.

Foreløbig ser det ikke ud, som om OnePlus vil sætte sin koncept-telefon i storproduktion. OnePlus’ modeller vil fortsat se lige så diskrete ud som næsten alle andre mobiler på markedet.

Helt modsat med det herhjemme ret ukendte mærke Unihertz fra Kina. Det har nemlig lanceret Luna, der ifølge reklame-teksten skal være inspireret af ”den ældgamle orientalske filosofi om skyer og himlen.”

(Foto: Unihertz)

Well. Den nye Unihertz kommer med en bagside, der er gennemsigtig. Det udnytter kineserne til at lægge rækker af LED-lamper under glasset, som bl.a. kan bruges til at blinke i takt med musikken, brugeren spiller på sin telefon. Med andre ord en ny form for mobilt diskotek.

Uniherts kalder sit glas på Luna modellens ryg for ”Panda King”. Dog uden nærmere forklaring på hvorfor. Kinas berømte panda-bjørne er jo ellers mest i sort/hvid, mens lyset på Luna signalerer i både hvidt, blåt, lilla, rødt, gult og lysegrønt.

Naturligvis kan man skræddersy sit lysshow via en indbygget app. Således kan man telefonen signalere f.eks, opkald, sms, email eller et næsten tømt batteri med forskellige farver.

Længere inde – bag lysshowet – gemmer sig en MediaTek MY6789 Helio G99 processor med otte kerne og tilhørende 8 GB RAM og 256 GB lager.

Det lyder som typisk mellemklasse. Tilmed glider Unihertz Luna endnu længere ned ad skalaen, når man opdager, at den nye mobil kun kan fungere med 4G. Ikke 5G, som er et “must” i Danmark.

Skærmen er med sine 6,81 tommer pænt stor. Den er af LCD-typen og kan vise billeder i FHD+ kvalitet – 2.340 gange 1.080 punkter.

OnePlus’ stifter og tidligere topchef Carl Pei mener, at Unihertz Luna (til venstre) er en kopi af hans egen Nothing phone (1) til højre. (Foto: Gizchina /Twitter)

 

 

Hvor hurtigt displayet er, fortæller Unihertz ikke noget om. Sikkert nok, fordi billed-opdateringen ikke er imponerende, Og slet ikke på 120 gange i sekundet (Hz), som det efterhånden er ved at være normalt selv på telefoner i mellem-prisklassen

 

Bagpå sidder tre kameraer, hvor hoved-objektivet er på flotte 107 megapixel. Det assisteres af en makro til næroptagelser på 2 MP og en særlig ”Night Vision” linse på 20 MP.

Derudover disker Unihertz Luna op med det seneste nye Bluetooth 5.3, to pladser til SIM-kort, IR-port, Wi-Fi 5 – ikke 6 – USB-C stik, indbygget fm-radio plus et go gammeldags 3,5 mm stik til hovedtelefonen.

Batteriet er på 5.00o mAh, men Unihertz oplyser ikke noget om hverken hurtig eller trådløs opladning. Så de er nok ikke med ombord.

Unihertz er begyndt at modtage internationale forudbestillinger på sin lysende nye Luna telefon. Prisen ligger på knap 300 amerikanske dollars eller godt 2.000 kroner….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brother nummer ét i laserprintere