Fin lille central til det smarte hjem

PC-salget styrtdykker

(Foto: Windows / Unsplash)

Under Corona- pandemien var der væg-til-væg smil hos alle pc-forhandlere.

Folk skulle arbejde hjemmefra, og der var brug for mange tusinde laptops til de nyindrettede kontorer i stuer og tidligere børneværelser.

Efter pandemien gik udviklingen den modsatte vej. Pc-salget stagnerede og begyndte at falde i andet halvår af 2022.

Helt galt er det gået i de første tre måneder af i år. Her er pc-salget styrtdykket med mellem 29 og 33 procent, når man sammenligner med den tilsvarende periode for et år siden.

Denne gang er alle de store og kendte pc-mærker ramt af nedturen:

(Grafik: IDC)

Værst ser situationen ud for Apple, der er verdens fjerde-største i pc’er. Salget af Macbooks og iMacs faldt med over 40 procent i januar, februar og marts.

Mindst berørt er til gengæld verdens nummer to – HP – selvom en tilbagegang på 24 procent må få alarm-tegnene til at lyse rødt hos de fleste.

Verdens største pc-fabrikant – Lenovo, nummer tre på listen – Dell samt Asus på den globale femteplads tog alle et styrtdyk på godt 30 procent.

Det vil sige, at en tredjedel af pc-salget forsvandt i årets første tre måneder. Det må gøre ondt i regnskaberne og på bundlinien.

To af verdens store analyse-firmaer er helt enige i denne triste udmelding, selvom de måler salget på to forskellige måder.

Canalys holder øje med, hvor mange pc’er fabrikkerne producerer og sælger ind til kanalen. Det vil sige til importører, distributører og forhandlere.

Apple tager den største nedtur i pc-salget. I første kvartal blev der købt over 40 procent færre Macbooks iMacs end i samme periode for et år siden. (Foto: Cullen Jones / Unsplash)

De mere kendte analytikere fra IDC tjekker til gengæld pc-salget til slutbrugerne. Det vil sige til både forbrugere, virksomheder og den offentlige sektor.

Begge analyse-firmaer fremhæver også, at den overståede Corona pandemi næppe er den eneste forklaring på pc’ernes nedtur her i begyndelsen af det nye år.

I krisetider med en turbulent økonomi og galopperende inflation holder kunder sig normalt tilbage med nye investeringer i f.eks. computere.

Enten har de ikke råd til at købe en ny, eller de mener, at den, de har, sagtens kan holde i længere tid, inden den skiftes ud.

Heldigvis har analytikerne fra IDC og Canalys ikke mistet optimismen helt. De mener, at det værste er overstået nu, og at pc-salget vil vokse igen allerede her fra årets andet kvartal.

Dog tager IDC det forbehold, at pc-salget først får et comeback i 2024, hvis recessionen fortsætter i en række store og vigtige markeder….

 

https://www.canalys.com/newsroom/global-pc-market-q1-2023?ctid=3280-b64f730a17f5e1eab8b564578ae222c3

https://www.idc.com/getdoc.jsp?containerId=prUS50565723

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fin lille central til det smarte hjem