Facebook får længere Reels

Snyder Apple med sine USB kabler?

(Foto: Gizchina)

Det var bestemt ikke Apples kop te, da EU sidste år bestemte, at alle nye elektroniske gadges, der blev solgt i Europa, skulle have samme USB-C stik til opladning, data-overførsler osv.

Med standardiseringen vil EU opnå, at ladeblokke kan bruges på kryds og tværs af alle mærker telefoner, tablets, øretelefoner, laptops, barbermaskiner osv.

Målet er at undgå, at millioner af ladeblokke ender på lossepladsen, hver gang en forbruger køber en ny gadget.

Selve miljø-målet med USB-C har Apple nok ikke noget at udsætte på. Til gengæld hader Apple, at standardiseringen betyder, at selskabet ikke længere må bruge sit eget Lightning stik.

Det har været en vigtig faktor i Apples strategi om, at kunderne skal blive i ”æble-haven.” Med andre ord skal en iPhone bruger helst også købe en MacBook, iPad eller AirPods. Ikke noget med at blande fremmede sorter i haven.

Apple vil kræve særligt “Made For iPhone” godkendte USB-C kabler for at få det maksimale ud af den kommende iPhone 15. (Foto: Weibo)

Apple er modstræbende begyndt at indføre USB-C stik på sine nye MacBooks, Apple TV enheder og på dyrere iPad modeller.

Apples største indtægts-kilde mangler dog. Først i forbindelse med iPhone 15, der kommer til september, vil Apple skifte fra Lightning til USB-C på sine mobiltelefoner.

Som alle ved, er Apple et kreativt foretagende:

Derfor kommer det ikke som den helt store overraskelse, at Apple forsøger at omgås EU’s direktiver. I hvert fald til en vis grad.

USB-C stikket kommer i iPhones. Til gengæld vil man kun kunne bruge Apples egne USB-C kabler, hvis man vil få det maksimale ud af sin iPhone.

Når iPhone 15 kommer til september, kan det være med en helt ny mørkerød farve. (Foto: Weibo)

Man kan naturligvis bruge et almindeligt USB-C, men det vil ikke kunne opnå en særlig høj hastighed til overførsel af data eller opladning af batteriet.

Ifølge de sædvanligvis vel-informerede insidere fra ShrimpApplePro vil Apple kræve, at kablerne skal være godkendt efter Apples såkaldte MFI-specifikationer.

MFI står for ”Made For iPhone”, og den status kan ekstra-udstyr fra andre fabrikanter end Apple selv kun få, hvis de betaler en licens og tilpasser deres produkter til nogle specielle Apple krav.

Det gælder både kabler, opladere, højttalere, gadges til det smarte hjem samt øre- og hovedtelefoner.

Officielt bruger Apple MFi kravet, så det eksterne udstyr er sikkert at benytte for Apples egne produkter.

Topmodellen i Apples kommende iPhone 15 generation skal muligvis ikke hedde Pro Max til efternavn, men Ultra. (Foto: Weibo)

Men selvfølgelig spiller både finanserne og muligheden for at styre, hvem der skal have lov til at komme med i ”æble-haven”, også en stor rolle.

Som det ser ud lige nu, vil Apples to billigste iPhone 15 og 15 Plus modeller kunne køre med overførsels-hastigheder, der svarer til USB 2.0.

De dyrere iPhone 15 Pro og Pro Max plus en mulig iPhone 15 Ultra model skal til gengæld være hurtigere med USB-C 3.2 kompatibilitet.

Det vil sige, at vi kan forvente hurtigere lade-hastigheder end tidligere hos Apple:

På dét punkt er de nuværende iPhones langt sløvere end de fleste Android rivaler. Lige bortset fra Samsung, der også er forsigtig med at fylde energi på sine telefon-batterier.

OnePlus kræver også specielle USB-C kabler og ladere, hvis man vil opnå den maksimale ladehastighed af 100 watt på den nye OnePlus 11 topmobil. Almindelige USB-kabler virker også, men fylder strøm på meget langsommere. (Foto: OnePlus)

ShrimpApplePro mener også at vide, at flere tilbehørs-fabrikanter har sikret sig en MFI licens og er i fuld gang med at producere særlige iPhone USB-kabler, så de ligger klar, når iPhone 15 får premiere til september.

I øvrigt er Apple ikke ene om at stille ekstra krav til USB-C kabler, hvis smartphones skal opnå høje hastigheder.

OnePlusbruger også særlige USB-C kabler og opladere til sin Super VOOQ teknologi, der giver mulighed for ladehastigheder på 100 watt eller derover.

Man kan afprøve det i praksis på den nye OnePlus 11 telefon:

Prøv at lade batteriet op med et almindeligt USB-C kabel og derefter med OnePlus eget røde kabel og ladeblokken, der følger med i kassen, når man køber den nye toptelefon. Der er stor forskel….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook får længere Reels