Dansk Erhverv forbyder TikTok

Her kommer Huaweis afløser

(Foto: Honor)

Mange har savnet Huaweis glimragende smartphones, der røg ud af det danske marked, samtidig med at USA bandlyste den kinesiske telegigant og bl.a. forbød Huawei at sælge 5G telefoner i Europa.

Heldigvis nåede Huawei at sælge sit datterselskab Honor fra, inden det gik helt galt med sortlistningen i den vestlige verden.

Honor er derfor ikke omfattet af USA’s restriktioner under sit nye ejerskab, der åbenbart ikke ligger så tæt på det kinesiske regime som Huawei selv.

I hvert fald er Honor blevet en stor succes i Kina, hvor mærket har overtaget Huaweis gamle position som telefonerne med de supergode kameraer.

Nu har Honor så omsider meddelt officielt, at virksomhedens telefoner vil blive lanceret i Europa. Det skete under Mobile World Congress 2023, der holdes i Barcelona i disse dage.

(Foto: Honor)

Honor holdt samtidig international premiere på sin seneste nye Honor Magic5 Pro smartphone, der nok kan få rivalerne hos Samsung, Xiaomi, Apple eller OnePlus til at svede.

Kameraerne på Magic 5Pro vurderes nemlig til at være verdens bedste på en mobil af de skrappe foto-testere hos franske DxOMark.

Kamera-systemet i den nye Honor opnår en score på 152, hvilket er den højeste karakter nogensinde hos DxOMark.

Samtidig tager Honor Magic5 Pro også med 151 points førstepladsen for markedets bedste skærm. Den er af OLED typen på 6,81 tommer og kan vise 2.812 gangew 1.312 billedpunkter.

Honor Magic 5 Pro overhaler dermed den hidtidige Huawei Mate 50 Pro topscorer i kamera-kvalitet med hele tre points og Googles topmodel Pixel 7 Pro med fem.

Billede taget med Magic5 Pros hovedobjektiv på 50 megapixel. (Foto: Honor)

Samsungs nye Galaxy S23 Ultra lander helt nede på en delt 11. plads med 140 points for kameraerne. Til sammenligning scorer Apples iPhone 14 Pro og Pro Max 146 points på ranglistens femteplads.

Centrum i den nye Honor Magic5 Pro er et såkaldt ”Star Wheel Triple Camera System” med et hoved-objektiv på 50 megapixel og lysstærk f/1.6 blænde, en ultra vidvinkel på 50 MP og en telelinse på 50 MP med periskop funktion og 3,5 gange optisk eller 100 gange digital zoom.

Kameraerne styres af en helt ny billedprocessor, der bl.a. kan håndtere video-optagelser i 4K og 3.820 gange 2.160 punkter.

Avanceret software med kunstig intelligens sørger for, at man kan redigere billeder og videoer ved hjælp af IMAX Enhanced Movie Master værktøjer.

Som andre aktuelle toptelefoner fra Android-lejren bruger Honor Magic5 Pro Qualcomms seneste nye Snapdragon 8 Gen 2 processor, der ledsages af 12 GB RAM og 512 GB lager.

Magic5 Pro telefonen kan også tage flotte makro nærbilleder med sin telezoom. (Foto: Honor)

 

Efter sigende skal Honor telefonen også indeholder markedets første ”stand alone” antenne-arkitektur til Wi-Fi og Bluetooth. Normalt bruges telefoners antenner også til 4G eller 5G.

Den særlige arkitektur skal sørge for 200 procent hurtigere data-overførsler i Wi-Fi netværk, samtidig med at signal-forsinkelsen – latency – reducers med 30 procent i sammenligning med andre smartphones.

Endelig rummer Honor Magic5 Pro et stort batteri på 5.100 mAh og muligheden for hurtig opladning på 66 watt via kabel. Foretrækker man trådløs opladning, foregår det med 50 watt.

Den nye Honor kommer til Europa her i andet kvartal. Det sker til priser fra 1.199 euro eller ca. 8.600 danske kroner. En knap så avanceret Magic5 variant skal koste 899 euro.

Honor er til gengæld tavs om, hvorvidt vi får telefonen at se i Danmark via en officiel importør…

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dansk Erhverv forbyder TikTok